Én plads op til Danmark

09-05-2014 21:41

Mens første runde resulterede i en femteplads ved nationsspringningen ved Drammen Springtour 2014, så avancerede det danske hold til en fjerdeplads efter anden runde

Copyright Ridehesten.com
Thomas Dressler og Never Say Never - her ved DM 2013.

Nations Cup-springningen (CSIO3*) ved Drammen Springtour 2014 i Drammen, Norge, bestod af to runder, som alle holdets fire ryttere skulle igennem.

Første dansker på den 150 cm høje bane var Thomas Velin på Chopin Van Het Moleneind, som havde bare en enkelt tidsfejl. Næste dansker, Torben Frandsen på Solos Concept fik ni fejl, tredje dansker, Rikke Haastrup Kristensen på Qualico du Bobois kom gennem banen med otte fejl, mens holdets sidste rytter, Thomas Dresler på Never Say Never havde fire fejl i første runde. Med det resultat lå danskerne på en femteplads.

I anden runde sluttede Thomas Velin med fire fejl, mens Torben Frandsen leverede den første fejlfri danske runde. Rikke Haastrup Kristensen havde igen otte fejl, mens Thomas Dresler leverede danskernes anden fejlfri runde. Med anden rundes to fejlfri præstationer rykkede danskerne op på en samlet fjerdeplads  med samlet 17 fejl (ekvipagen med flest fejl i hver runde blev trukket fra det samlede resultat) ud af de seks hold.

Sejren gik til det svenske hold, som kom gennem de to runder med bare fem fejl, mens andenpladsen gik til holdet fra Holand, som sluttede med et samlet resultat på ni fejl. Holdet fra Italien indtog tredjepladsen med samlet 13 fejl.

Ved dagens øvrige klasser i Drammen fortsatte de danske ryttere successen fra torsdagens klasser. Først blev det til en fjerdeplads til Emma Mejlvang på Ego i den etstjernede Bronze Tour (115 cm) med nul fejl i tiden 58,23 sek.

Også Martin Dinesen Neergaard fortsatte torsdagens gode takter med en andenplads i den trestjernede CSIO Gold Small Tour (140 cm) på Boyzon St. Tropez efter en fejlfri runde i tiden 58,75 sek.

Tre danske placeringer blev det til i youngster-klassen (120-130 cm). Kim Kristensen og Cressendo BV Z opnåede en niendeplads med fire fejl i omspringningen i tiden 42,27 sek., mens Jonathan Hvalsøe Saul på Libak’s Lamentos kom ind på 11. pladsen og Bernt Spangaard-Andersen på Coolio blev nummer 12.

Endelig blev det til fire danske placeringer i den etstjernede Silver Big Tour (140 cm), hvor Malene Lykke-Nielsen på Acorada 13 blev bedste dansker med en fjerdeplads efter en fejlfri runde i tiden 71,92 sek. Pernille Tribler blev nummer ni på Alfina, Mikkel Laursen på Hamiltin nummer 11 og Ann Langgaard på Indigo blev nummer 12.

Flere resultater

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner