Annika Knudsen Lorentsen
Mens fredagen bød på holdkonkurrencerne ved Nations Cup-stævnet i Drammen, Norge, har lørdag og søndag budt på en lang række individuelle konkurrencer, herunder Grand Prix-klasser for forskellige aldersgrupper. Her er det blevet til mange gode danske placeringer.
I går lørdag red Karoline Sloth Kjær sig til en topplacering i den 2-stjernede Grand Prix 145 cm. Her red hun den 9-årige Chacca Pezi Z e. Chacoon Blue/Bockmann's Lord Pez fejlfrit igennem både hovedrunde og omspringning og sikrede sig andenpladsen ud af 31 ekvipager til start.
I dag startede dagen med ponyrytternes Grand Prix-klasser, og i den 120 cm høje Grand Prix for kategori I-ponyer, vandt Sille Hartvig Nielsen med O'Brian One e. Chacfly PS/Rolykke Fize efter fejlfrie runder i både hovedrunde og omspringning. Der var i alt 16 ekvipager til start, og flere andre danske ekvipager blev placeret.
I juniorrytternes Grand Prix 140 cm blev det også til en dansk topplacering, da Malou Therese Mulbjerg Larsen sikrede sig andenpladsen i sadlen på Tanneberg Dree Boeken e. Otangelo/Darco efter fejlfrie ridt i både hovedrunde og omspringning, og dermed sikrede hun den tredje top-3 placering i Grand Prix for Danmark ved stævnet.
Foruden de nævnte resultater, har de danske ryttere opnået mange flotte resultater ved stævnet på mange niveauer.