Emil Hallundbæk slog dem alle

10-05-2015 17:02

Maria Schacht

Så er første weekend ved dette års JBK Horse Festival sluttet af med et brag af en Grand Prix og en sol, der strålede fra en skyfri himmel

Generelt var der dansk dominans i top 5 for denne afsluttende Maskinhuset Grand Prix, præsenteret af Absolute Horses.

 

Første ekvipage i omspringningen, Christoffer Nerving Møllekjær på Zidane, lagde hårdt ud og viste de andre hvor niveauet lå, da han red nul fejl og med en tid på kun 39,06 sekunder. Det lagde godt pres på resten af feltet, så flere måtte tage chancer hvor enkelte også fik hevet en bom eller to med sig.

 

Unge Emil Hallundbæk og hesten Early Morning Mist trodsede både ældre og mere garvede herrer og damer, da de nærmest fløj banen rundt ved omspringningen, og sluttede med et helt sekund ned til andenpladsen. De brugte nemlig kun 35,60 sekunder fra start til mål, og det kunne ingen andre slå. Emil kunne hermed lade sig hædre som vinder af klassen og modtage blandt andet en Sirius hestetrailer.

 

Andenpladsen blev svensk og gik til Olof Smith på Hubertus, mens Christian Schou og Cabanus blev nummer tre. Disse to herrer vandt også hver sin trailer, her i mindre udgave og af mærket Amigo.

 

På torsdag starter festlighederne igen op på Odense dyrskueplads, denne gang for både spring- og dressurinteresserede. 

Husk at se billeder fra stævnet her på siden!

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner