Hannah Duelund Liltoft
Det er flere år siden, at vi så de første belgiske og hollandske ridehesteauktioner over drægtigheder foretaget ved embryo transfer, hvor man kunne købe et ufødt afkom efter kendte forældre og liggende i en rugehoppe.
Det samme gør sig gældende ved denne auktion, hvor to af de seks embryoer er overført til en modtagerhoppe og sælges som et endnu ufødt føl med termin i 2021, og tilmed også fire nedfrosne embryoer, som man så selv kan lægge i en rugehoppe næste forår med henblik på at få føl i 2022.
De fire nedfrosne embryoer er efter Cornet du Lys, Cornet Obolensky, Doninator Z og Eldorado van de Zeshoek TN, men de to allerede transplanterede embryoer er efter de nu afdøde avlsmatadorer For Pleasure og Chacco-Blue, og det er i skrivende stund på disse to, at der foreløbigt er indløbet de højeste bud.
Desuden byder kollektionen på fire avlshopper fra to til 16 års og efter hingstene Big Star, Burggraaf, Corlando og Cornet Obolensky. Alle fire hopper er drægtige.
Størstedelen af de 41 kollektionsnumre er føl fra i år, og de 31 individer er efter faderhingste som All Star 5, Andiamo Semilly, Carrera VDL, Chacfly, KM Chalcedon, Chaqui Z, H&M Chilli Willi, Cornet Obolensky, Conthargos, Cornet du Lys, El Barone 111 Z, Glascow-W V H Merelsnest, Hardrock Z, Jenssen VDL, Kallas, Kallmar VDL, Malito de Rêve, Poker de Mariposa TN, Panenka de Kalvarie, Pommerol de Muze, Omano BC, Opium JW van de Moerhoeve, Stakkato Gold, Tangelo van het Zuuthoeve og Untouchable.