Auktionssucces for danske holsteineravlere

11-10-2024 06:34
Avl

Avlerparret Marie og Peter Kirk Andersen har i dette efterår solgt et lovende holsteinerhoppeføl på en prestigefyldt eliteauktionen. – Det har været et vildt forløb, og vi er super taknemmelige for oplevelsen og for, at vi er lykkedes med at sælge et føl på denne vis i en tid, hvor det er svært at være avler, lyder det fra Marie og Peter

Copyright Ridehesten.com
Peter og Marie Kirk Andersen driver sammen Stutsborg Ridecenter og avler desuden holsteinerspringføl. September bød på en stor oplevelse, hvor de havde føllet My Moonlight med på elitefølauktion. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Marie og Peter Kirk Andersen driver det nordsjællandske Stutsborg Ridecenter, hvor rideskole, rideterapi og opstaldning fungerer side om side med avlen. Ægteparret deler en stor passion for opdræt af springbetonede holsteinere og har avlet gennem næsten 30 år. Marie og Peter har i år fået to hoppeføl (på rugehopper), der begge er efter den kvalitetsfulde hoppe Ozeana Tobago Blue e. Chacco-Blue/ Mr. Blue, som de købte halvdelen af på en auktion for tre år siden. Moren er halvsøster til den velrenomerede zangersheidehingst Tobago Z e. Tangelo Van de Zuuthoeve/ Mr. Blue, der rides af den tyske toprytter Daniel Deusser. De to føl fik sig derfor en del opmærksomhed, og det tyske holsteinerforbund henvendte sig i starten af sommeren til det danske avlerpar med henblik på at se føllene, hvorefter de udvalgte det ene hoppeføl, My Moonlight e. Mylord Carthago/ Chacco-Blue, til deres årlige elitefølauktion i den vesttyske by Warendorf. – Det var en stor oplevelse at være afsted med et hjemmeavlet føl i Tyskland, indleder Marie, der beskriver forløbet detaljeret:

Der er mange steps i processen med en auktion. My Moonlight er født den 20. juni, og allerede den 25. juli var vi i tyske Elmshorn med hende for at få taget auktionsvideo. Rugehoppen var naturligvis også med, og vi var en del mennesker afsted for at hjælpe hinanden, og turen gik heldigvis rigtig fint. I september var det så tid til auktionen, og jeg var lidt spændt på at skulle helt til Warendorf, men igen gik det uden problemer, og My Moonlight virkede tilpas. Der var mange fede ting ved den tur, men det bedste var næsten at tage My Moonlight ud af lastbilen og opleve hende være fuld af energi, da vi kom hjem igen, fortæller Marie.

Dyreste føl i Warendorf
Auktionen løb af stablen den 6. september i forbindelse med de tyske Bundeschampionater i Warendorf. Kataloget bestod af 24 nøje udvalgte føl fra det anerkendte tyske avlsforbund, og resultatet blev en gennemsnitspris på over 120.000 danske kroner. Særlig interesse var der for det danske islæt; føllet fra Stutsborg blev efter en længere budkrig solgt til aftenens højeste pris på 50.000 euro svarende til omtrent 370.000 kr

Vi havde aldrig turdet drømme om et sådant resultat, udtaler det begejstrede danske avlerpar og fortsætter: – Vi er super taknemmelige, særligt i denne tid, hvor det kan være svært som avler at afsætte sine føl. Det er en drøm, som er gået i opfyldelse, og derudover var det bare en skøn tur til Warendorf, og det var langt over vores forventning at være med til en auktion på det niveau.

Copyright Ridehesten.com
Ægteparret har både rideskole, rideterapi, opstaldning og nu også stutteri på Stutsborg. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Første føl født på Stutsborg
Marie og Peter flyttede ind på Stutsborg Ridecenter i 1997, men har haft stutteriet andre steder for at få logistikken til at gå op. Det har hele tiden været drømmen at få avlen hjem til Stutsborg, og det lykkedes sidste år ved at nogle af hestene og pensionærerne flyttede til det nærliggende Holmevang Hestepension, som forpagtes af Marie og Peter. Dermed er My Moonlight og årets andre føl den første årgang, som er født på Stutsborg. – Det gør det kun endnu mere særligt, siger Marie. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Både Marie og Peter, der har to børn, arbejder fuldtid på Stutsborg, hvor de har mange forskellige retninger i deres forretning. Der er både rideskolen og rideterapi, et hav af opstaldere og så selvfølgelig stutteriet. Ridecentret og nabogården, hvor parret nu også tilbyder opstaldning, rummer mere end 130 heste, og i rideklubbben er der 52 elevheste og ca. 700 medlemmer. Derudover er der otte fuldtidsansatte samt en del tilknyttede undervisere, så der er livlig aktivitet på stedet. De mange forskellige områder skaber en variation, som gør arbejdet sjovt, og så er det med til at sikre en økonomisk balance i den ellers benhårde hestebrance, forklarer Marie og siger:

Vi havde aldrig tænkt, at vi begge kunne være fuldtidsbeskæftigede her på gården og få det til at løbe rundt, men det er fantastisk, at det er lykkedes. Det hjælper helt klart at have flere ben i sporten, så hvis det ene i perioder går dårligt, så fungerer det andet. Det skaber en balance i økonomien, så vi ikke skal frygte at gå fra hus og hjem med to børn – og når det så af og til går ekstra godt, som f.eks. nu med auktionen, så er der råd til den ekstra ferie, men det økonomiske fundament er der altid, fortæller Marie og fortsætter:

Det gør også hverdagen lettere og sikrer, at vi bliver ved med at elske det liv, vi har valgt. Og så gør det det kun endnu bedre, at vi nu har fået avlen hjem. Det er hyggeligt at have fået avlen så tæt på og tage imod føllene her på Stutsborg.

Copyright Ridehesten.com
Avlerparret har solgt flere føl på holsteinerauktioner. Her er det hingsteføllet Quality Star e. Quaprice Bois Margot/ Cornet Obolensky, som de solgte på en af avlsforbundets auktioner i sommers. My Moonlight var dog det første føl, de havde med til efterårets elitefølauktion i Tyskland. Foto: Privat

Også My Moonlight bliver boende på Stutsborg; nogle måneder endnu, indtil hun i december måned skal mod USA, hvor hendes nye ejere venter. Det er nemlig det californiske hestesportscenter Ryan Pedigo Sport Horses, som har købt det lovende hoppeføl. Hverdagen fortsætter på Stutsborg, men de gode oplevelser fra auktionen skal huskes.

Selvfølgelig kan sådanne begivenheder hurtigt gå i glemmeborgen, når det hektiske hverdagsliv venter, men vi forsøger at minde hinanden om det, for det er oplevelser som denne, der er med til at gøre hverdagen det hele værd. Nu glæder vi os til næste forår, hvor der igen kommer føl på Stutsborg, afslutter Marie og Peter.

Du kan læse mere om Stutsborg Ridecenter i julinummeret af magasinet Ridehesten 2021. Du kan naturligvis bestille bladet eller købe abbonement her på vores hjemmeside. Hvis du allerede er abbonent, men ikke kan finde bladet hjemme i hylden, så kan du søge bladet frem via. vores store onlinearkiv.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen