Thomas Bach Jensen
Samarbejdet ”EM mod Miner” skal sætte fokus på retten til at kunne bevæge sig sikkert omkring og samtidig rejse midler til minerydning i Sydsudan. Samarbejdet lanceres ved World Cup i Odense i oktober 2012 og løber helt frem til europamesterskaberne i 2013. - I erkendelse af at der er folk i denne verden, der ikke tilnærmelsesvis kan nyde vores standard for sikkerhed og sundhed, vil vi gerne give alle muligheden for at gøre en forskel, og vi synes, at denne sag fortjener ekstra bevågenhed, udtaler Jens Trabjerg fra European-Herning ApS. Når EM i springning, dressur og paradressur skydes i gang i sensommeren 2013, er det ikke kun ridesport, der er på programmet. Arrangørerne har valgt, at sportsbegivenheden samtidig skal rejse midler til minerydning i verdens nyeste land – Sydsudan. Her er frygten for minerelaterede ulykker hverdag, og det skal det nye samarbejde nu være med til at ændre på. ”Sydsudan har været hårdt ramt af borgerkrig i mange år, men efter landet blev selvstændigt i 2011 er minerydning kommet højt på dagsordenen som et vigtigt skridt i genopbygningen af landet. Kun en lille del af landet er ryddet for miner, og det kan få fatale konsekvenser for en familie, hvis et familiemedlem lemlæstes eller deres eneste husdyr dør. Midlerne fra samarbejdet vil gå til mine risk education, fjernelse af ueksploderet ammunition og minerydning, så jorden igen kan dyrkes og mennesker og dyr kan færdes sikkert omkring” fortæller Maria Kristensen fra Dansk Flygtningehjælp. ”ECCO FEI European Championships 2013 Jumping Dressage & Para Dressage” afholdes i MCH Arena i Herning fra den 20. til den 25. august 2013. Sportsbegivenheden vil samle verdenseliten indenfor ridesporten og arrangørerne regner med op til 15.000 besøgende tilskuere dagligt. Når du køber en billet til EM, støtter du samtidig minerydningsprojektet i Sydsudan. Billetsalget starter 1. november 2012. Dansk Flygtningehjælp i Sydsudan Dansk Flygtningehjælp har arbejdet i Sydsudan siden 2006, hvor organisationen indtil videre har undervist 10.000 kvinder og 12.000 mænd i at undgå minerelaterede ulykker. Derudover har organisationen fjernet 31.297 stykker ueksploderet ammunition og ryddet 80.616 kvadratmeter jord for miner. Med samarbejdet ”EM mod Miner” er det Dansk Flygtningehjælps drøm, at styrke minerydningsindsatsen i det nordlige Sydsudan ved at rense jorden for miner og på den måde forebygge, at mennesker mister livet eller invalideres. En større minerydningsindsats vil samtidig resultere i, at forældre trygt kan sende deres børn i skole og at hjemvendte flygtninge kan begynde at dyrke jorden.
Fra den 20. til den 25. august 2013 er Danmark vært for europamesterskaberne i springning, dressur og paradressur. Hovedparten af verdens bedste ryttere og heste vil derfor være samlet på dansk grund og give hesteentusiaster en enestående mulighed for at opleve international topsport på tæt hold. Arrangørerne bag eventen, European-Herning ApS, stiler efter at gøre stævnet til en milepæl i international ridesport. Det er JBK Horse Shows, Sport Event Denmark, Herning Kommune og Dansk Ride Forbund, der samarbejder om arrangementet, som MCH Messecenter Herning lægger faciliteter til.