EM i military skudt i gang med dansk deltagelse

18-08-2016 18:33

Torsdag blev military sat i gang. Én dansker, Julie Müller, er til start, og hun glæder sig mest til spring og terrænet

Copyright Ridehesten.com
Julie Müller med Sisi DK Tento

Torsdag eftermiddag gik military i gang til FEI European Championships for Ponies sponsored by Equsana. Første disciplin var som vanligt dressuren, og torsdag skulle de første 25 i ilden, heriblandt den eneste dansker, Julie Müller med Sisi DK Tento. Med et par kiks i programmet, endte hun på 60,60 strafpoint. På spørgsmålet om, hvordan det var gået, svarede Julie Müller da også med et smil: ”Ikke sådan super godt,” men det var alligevel tydeligt, at hun nød turen rundt på dressurbanen på Vilhelmsborgs gårdsplads – hun var nemlig et stort smil hele vejen rundt. Og der er heller intet, der på forhånd er givet – lørdag og søndag kalder terrænet og springbanen, og Julie Müller fortæller, at det mere er hendes hjemmebane, og at hun glæder sig.

Efter den første dressurafdeling har tyske Anna Lena Schaaf på Pearl lagt sig i spidsen med 41,40 strafpoint. I hælene har hun landsmanden Linn Sophie Mauchert på Prins Maestro med 44,30 strafpoint og som nummer tre ligger belgiske Zoe Vermoortele på Pahunto den Tip med 45,50 strafpoint.

Se resultatet HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner