EM er startet for de danske junior- og ungryttere

12-07-2022 17:49

Annika Knudsen Lorentsen

Både junior- og ungrytterne har i dag redet deres første start ved EM i Spanien, og særligt ungrytterne har haft en god dag. Holdet er foreløbigt placeret som nr. 7, mens Rie Rose Lindegren Roed er bedst placeret individuelt som nr. 12 ud af 86 ekvipager

Copyright Ridehesten.com
Frida Munk Lassen og Rie Rose Lindegren Roed. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er en spændende uge for de unge danske springryttere, som netop nu er i Oliva, Spanien for at ride Europa Mesterskabet 2022. 

I dag har junior- og ungrytterne redet deres indledende klasse, som er blevet afviklet efter metode C, hvilket betyder at eventuelle fejl opnået i dag blev omregnet til tid. Vinderen af dagens klasse var den med den hurtigste tid, og den eneste der opnåede et fejlfrit resultat i dag. De øvrige rytteres fejl er beregnet ud fra, hvor meget langsommere de var end dagens hurtigste rytter. 

Et par af de danske juniorryttere mødte i dag lidt udfordringer, og derfor er det danske juniorhold placeret som nr. 16 ud af 18 hold efter den første dag. Holdet har sammenlagt 22,24 fejl. 

Individuelt er Clara Roesgaard Kristensen den bedst placerede dansker i sadlen på hoppen AK's Cavalina e. Cachas. Hun er placeret med samlet 5,37 fejl på en 38. plads ud af 99 ekvipager.

Både Frida Munk Lassen med  Valerie Ask e. Larimar/ Quite Capitol (opdr. Stutteri Ask) og Noona Wildfang Linde med Cloi e. Quirado/ La Zarras er placeret med godt otte fejl efter dagens klasse. Frida har 8,25 fejl, mens Noona har 8,62 fejl.

Emma Ponsaing med Aramis 577 e. Argentinus/ Gracieux er placeret med 10,88 fejl, mens Jacob Thedor Schmidt med Commarron Z e. Comme Il Faut 5/ Coronado 3 desværre udgik i dag og derfor er placeret med 43,16 fejl. 

God start for ungrytterne
Hos ungrytterne viste de danske ekvipager i dag et højt niveau, og med gode runder fra alle rytterne, er det danske hold placeret som nr. 7 ud af 17 nationer, mindre end 6 fejl fra det førende hold fra Irland. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Bedste danske ungrytter var i dag Rie Rose Lindegren Roed, som leverede en fejlfri og hurtig runde i sadlen på Now and Ever e. Numero Uno/ Cordalme. Hun har sammenlagt 2,75 fejl med sig videre. 

– Her er så fedt. Stævnet har virkelig en speciel stemning, også selvom her er ekstremt varmt. Hestene tager superfint imod varmen, imens vi er nogle ryttere der synes, at det er lige varmt nok, fortæller Rie og fortsætter:

– Her er så skønt og holdet har det bare så godt sammen socialt, hvilket gør, at man virkelig føler sig tryg og bakket op om. Her er megafedt i det hele taget, så vi klager ikke.

Næstbedste ungrytter er Laura Baaring Kjærgaard med First Lady G e. Whitaker/ Lord Z, som er placeret med 4,26 fejl. Theodor Linde med Lehar e. Verdi/ d'Ukase har 4,54 fejl med sig videre og er derfor også rigtig godt placeret efter mesterskabets første runde. 

Maria Barnewitz Schou med Seana 2 e. Stolzenberg er placeret med 6,38 fejl, mens Caroline Rehoff Pedersen med Chaccieny e. Chacco-Blue/ Caretano Z har sammenlagt 10,45 fejl. 

I morgen skal childrenrytterne ride deres første klasse, mens juniorrytterne skal i aktion for anden gang. Ungrytterne har deres næste start torsdag.

Alt kan ske inden afgørelsen af holdkonkurrencen for junior torsdag, for ungrytter fredag og for children lørdag. De individuelle medaljer uddeles lørdag for juniorrytterne og søndag for både ungrytter og children.

Start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner