Ella tog sejren for andet år i Dubai

17-04-2025 10:08

13-årige danske Ella Amdrup flyttede sidste år til Dubai med sin familie, hvor hun har udlevet drømmen som dressurrytter. Sidste år vandt Ella FEI World Dressage Challenge i UAE på en lånt pony, og nu har hun altså gjort det igen - på sin egen pony

Copyright Ridehesten.com
Danske Ella Amdrup vandt i søndags FEI Dressage World Challenge for andet år i træk i Dubai. Foto: Privat

Den talentfulde 13-årige danske rytter Ella Amdrup, der har været bosat i Dubai med sin familie siden august 2023, fortsætter med at imponere på den internationale scene. For andet år i træk har hun nu vundet FEI World Dressage Challenge for juniorryttere, og denne gang på sin egen pony, den 10-årige Denkste WE e. Dimension AT NRW/ FS Champion de Luxe, som hun fik hjem fra Tyskland i sommeren 2024. 

Ved FEI Dressage World Challenge UAE, youth-klassen for ryttere i alderen 12-16 år, red Ella sig nemlig til en flot sejr med hele 75,18% i FEI Children Team Test. Stævnet fandt sted på det prestigefyldte AI Forsan International Sports Resort i Abu Dhabi, og blandt dommerne var FEI 3*-dommer, Barbara Ardu. 

Copyright Ridehesten.com
Ella vandt sidste år med en lånt pony, og denne gang var det altså med sin egen pony, Denkste WE. Foto: Privat

Ella og Denkste WE har haft en stærk start på deres stævnesæson med flere sejre ved nationale stævner i De Forenede Arabiske Emirater, og det kulminerede altså med denne store triumf i weekenden. Udover sin sejr i år, blev Ella også hyldet for sin præstation i 2023, hvor hun på ponyen P-Biebosschen Championata De Luxe, i daglig tale Champi, var den bedste juniorrytter i sin gruppe, og deltog desuden på det UAE-hold, der vandt guld i samme konkurrence sidste år. 

På sin Instagram-profil skriver Ella, at hun er helt oppe at køre over, hvor godt det gik, og at hende og Denkste WE nu træner frem mod UAE-mesterskabet, som Ella desuden også vandt sidste år. 

Se Ellas Instagram-opslag herunder: 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner