Elitehingsten Leandro lever ikke længere

03-06-2013 08:22
Avl

Landgraf I-sønnen Leandro DVE 411 er død i en alder af 28 år

Copyright Ridehesten.com
Helmer Sunesen ses her med den dengang 26-årige Leandro (Foto: Privat).

Elitehingsten Leandro DVE 411 blev kåret i Dansk Varmblod for 22 år siden i 1991 i en alder af 6 år. Efter nogle års indsats i avlen var han i en kort periode tilbage i Tyskland, inden han kom retur til Danmark, hvor han blev udnævnt som elitehingst i 1997. 

Den lille holstenerhingst Leandro e. Landgraf I / Sawaro xx var kendt for sin store personlighed og store gennemslagskraft i avlen. Med 62,5% forædlerblod virkede han forædlende og har haft positiv indflydelse i avlen, hvad angår type såvel som præstationsegenskaber. På trods af sin holstenske oprindelse og springbetonede afstamning har han i den danske avl gjort sig mest bemærket som producent af dressurheste.

Leandro er far til en stribe højtkårede hopper, heriblandt guldmedaljehopperne Le Fantastique og Stenagers Latoya, ligesom han er far til seks kårede sønner, hvoraf de mest kendte er tyskfødte Levisto, der er international springhest under Judy-Ann Melchior, fløjhingsten Blue Hors Leredo, der går Grand Prix-dressur med Maria A. Andersen og tyske Uta Gräfs Grand Prix-dressurhingst Le Noir.

Leandro har siden 2002 stået på Stutteri Thy ved Susanne og Helmer Sunesen, der i torsdags tog deres endelig afsked med hingsten.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner