Thomas Bach Jensen
Den smukke sorte westfalerhingst Amarone DVH 911 e. Arpeggio/Potsdam var trods sine snart 18 år stadig i fuld vigør og i topform. Så sent som i 2019 har han gået EM i Rotterdam og World Cup i Herning.
– Han var stadig på toppen og planen var, at han skulle have endnu en sæson startende fra tidligt forår, hvorefter otium kombineret med lidt avl hjemme på Sivebækgaard var planen, men sådan skulle det desværre ikke gå, fortæller Thomas Sandgaard.
Amarone blev importeret fra Tyskland af Inge Madsen og Aage Ørum, der drev den mindre hingstestation Nørrelund på Fyn. Ditte Mørup og Thomas Sandgaard købte hingste som 6- eller 7-års med henblik på at skulle være Thomas’ fremtidige tophest, og det blev han. Sammen med Thomas har Amarone kæmpet for Danmark i fem internationale mesterskaber.
– Amarone har betydet utrolig meget for os igennen alle årene, både hjemme på Sivebækgaard og resultatmæssigt rundt om i det meste af Europa. Vi har haft så mangle flere oplevelser med ham, end man kan drømme om, at en hest kan levere, fortæller Ditte og Thomas.
EM 2013 i Herning
WEG 2014 i Caen
EM 2015 i Aachen
EM 2017 i Göteborg
EM 2019 i Rotterdam
På sin daglige skridttur hoppede han til siden, snublede i den bløde rabat og brækkende kodebenet. Han blev straks kørt til dyrehospital og gennemgik en 9 timers lang operation, der i første omgang gik godt efter omstændighederne.
– En uge senere kom der komplikationer til, og vi måtte desværre tage den tunge beslutning at aflive ham. Vi er ham dybt taknemmelige for alt han har gjort og også lidt stolte over, at har holdt sig på toppen i så mange år. Han har altid været meget værdsat på Sivebækgaard og haft et liv som var “en konge værdig”, og det var han helt klar over, slutter Ditte og Thomas, der er meget berørte af situationen.
Kun 35 afkom efter Amarone er registreret i Hestedata.