Thomas Bach Jensen
Med den 11-årige hoppe Sabrina e. Sandro Boy/Landadel tog tyske Marcus Ehning sig af sejren i den højt doterede Saut Hermès 160 cm Grand Prix i Paris i påsken. Det var et tæt opgår imellem tyskeren og svenske Rolf-Göran Bengtsson med avlshingsten Casall La Silla e. Caretino/Lavall I, der ligeledes var fejlfri i omspringningen men knapt et halvt sekund efter Ehning. Begge ekvipager kom til Paris med friske Grand Prix-sejre i bagagen, idet Ehning og Sabrina to uger tidligere havde vundet Dortmund Grand Prix og Bengtsson og Casall vandt world cup kvalifikationen i sidste weekend i Den Bosch. Belgiske Jos Lansink og hoppen Valentina van 't Heike e. Nabab de Reve/Lys de Darmen kom ind på en tredjeplads i Paris efterfulgt af franske Kevin Staut og Kraque Boom e. Olisco/Joyau d'Or A og finske Nina Fagerström med Talent e. Mermus/Julio Mariner.