Efter trafikdrab får travtræner foræret føl og anpart

19-11-2017 16:57

Marie Helene Rigård Rohleder

Amatørtravtræneren Vita Cristensen fra Skive mistede på tragisk vis alle sine tre travheste i en trafikulykke tidligere på ugen. Men travverdenen står sammen, og Vita har fået tilbudt et gratis føl og to anparter i nye travheste 

 

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Amatørtravtræner Vita Cristensen var på vej ud for at hente sine tre heste fra folden, da de bliver bange og river sig fri. Herefter løber hestene ud på en hovedvej, hvor de blev ramt af en modkørende Audi. Ulykken skete omkring kl. 18 tirsdag, efter at mange i et stykke tid havde forsøgt at hjælpe med at indfange hestene uden held. Bilen blev totalskadet, men de tre personer i bilen, to børn og en voksen, slap uskadte fra sammenstødet. 

Vita Christensen er naturligvis dybt berørt af ulykken. De tre dræbte heste er toårshoppen Diva Thing, fireårshoppen Bongo Thing og den pensionerede Jumbo, som har hele 28 sejre og en præmieindtjening på 374.053 kroner bag sig. 

Som brødre vi dele
Den tragiske ulykke har været samtaleemnet i travverdenen de sidste par dage, og for et par dage siden kunne travet.dk offentliggøre, at Lunden (Charlottenlund Travbane) vil tilbyde Vita Christensen anpart i deres to nye anpartsheste. 

– Det var det store samtaleemne i Hestesportens Hus i går, alle var dybt berørte. Doris Jørgensen i Dansk Hestevæddeløb foreslog, at Lunden forærer Vita en anpart i vores to nye anpartsheste. Jeg har givet opfordringen videre til vores direktør Michael Juul, og vi er enige om at gøre det. Jeg tager anparten med til hende i Skive på søndag, fortalte Carsten Bundgaard til travet.dk i torsdags. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Og den kærlige omtanke stopper ikke her, for i fredags kunne Vita Christensen fortælle til travet.dk, at opdrætter Knud Christensen ville forære hende et føl. Hun udtaler til mediet: 

– Opdrætteren Knud Christensen  vil ligefrem forære mig et føl, Lunden forærer mig en anpart i deres to heste og Birger Jørgensen har fundet en ny hest til mig i Sverige, jamen er folk ikke bare så dejlige, siger Vita Christensen.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner