Thomas Bach Jensen
Efter sejr i Grand Prix og Grand Prix Special på hesten Glock's Undercover e. Ferro /Donnerhall tog Edward Gal sig endnu engang af sejren i det hollandske dressurmesterskab søndag, hvor den stod på Grand Prix Kür og en score på 83,650% til sejrsherren. Anky van Grunsven og 18-årige Salinero e. Salieri / Lungau red sig i mesterskabet op i placeringsrækken og sluttede som nr. 2 med 82,900% og må siges at være kommet godt ind i topkampen igen. På tredjepladsen kom den sympatisk ridende Patrick van der Meer med sin dejlige 11-årige Uzzo e. Lancet / C-Indoctro, der af mange huskes som 5-årig verdensmester ved UVM i Verden i 2006. Ekvipagen opnåede 79,325%. Lille tur blev vundet af Emmelie Scholtens med avlshingsten Apache e. UB40 / Krack C med 78,042% i kürfinalen. Se resultaterne af de mange mesterskabsfinaler via linket til højre.