ECCO Cup sparket i gang

01-03-2009 07:30

Grethe Næsby

Cathrine Dufour kører med klatten ved dette års første kvalifikationsstævne i ECCO Cup. Hun vandt juniorklassen i ECCO Cup lørdag og ligger dermed godt inden kür-klassen i dag.

Både fredag og lørdag har Cathrine Dufour og Cadillac e. Oldtimer Xx / Furioso III vist sig overlegne, og det bliver nu spændende at følge den lovende ekvipage i kürprogrammet i dag. Lørdag vandt de juniorklassen med 69,3 % og hele 4 procentpoint ned til nr. 2 i klassen, Julie Dankau og Zorina Z e. Zorro Z / Maat I med 65,3 %. På tredjepladsen lå Louise Andersen og Loredano Foldager e. Loran / Pele Kignæs. Cathrine Dufour indtog ligeledes 4. pladsen på Aithon. I ungrytterklassen vandt Anne K. Elkjær-Holm på Rohmario e. Rohdiamant / Mærchenprinz med 68,3 %, og Rikke Sofie Bøllingtoft på Finale e. Fanal Prydsholm / Alibi blev nr. 2. Carina Nevermann Torup og Blue Boy e. Blue Hors Don Schufro / Chromico lagde sig på 3. pladsen i klassen. I Grand Prix-klassen blev vinderen Pernille Ørum og Lümière e. Leandro / Reichsgraf med 68,4 %. Nr. 2 i klassen blev Anne Bendix og Capuccino D. e. Carano / Avanti og 3'er blev Anna Kasprzak på Select Ecco e. Sandro Hit / Grundstein. I dag fortsætter konkurrencerne med kürklasser hos både junior- og ungrytterne samt Grand Prix Kür.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner