Anna Pørtner
15 ekvipager var i går i ilden i den sidste FEI Dressage World Cup-kür inden finalen løber af stablen i schweiziske Basel fra den 2.-6. april, hvor ekvipager fra ni nationer, foruden den allerede kvalificerede svensker, sidste års vinder Patrik Kittel, får mulighed for at dyste om årets World Cup-sejr.
Der var dog ingen tvivl om, hvem første- og andenpladsen tilhørte i gårsdagens kür. Alle dommerne var enige om, at den regerende verdensmester, Storbritanniens Charlotte Fry og den 14-årige Glamourdale e. Lord Leatherdale/ Negro var ultimativt bedst, og med over 98% fra dommeren ved M for kunstnerisk udførsel, kunne ekvipagen tage fra Holland med samlet 89,705% og en førsteplads. Sejren i går var intet mindre end ekvipagens tredje sejr i denne World Cup-serie, og Fry var endnu en gang yderst tilfreds, fortalte hun til FEI efterfølgende:
– I dag var vores dag. Glamourdale er en rigtig showman, perfekt på alle måder. Jeg skal bare sidde deroppe og sørge for, at alt ser pænt ud.
Andenpladsen gik også til britisk side, og her var der også fuldstændig enighed blandt dommerne. Becky Moody havde nemlig sin hjemmeavlede Jagerbomb e. Dante Weltino OLD/ Jazz med sig, som for alvor satte sit præg på dressursporten med en top-3 placering i World Cup-kvalifikationen ved London International Horse Show. Siden da er det gået stærkt, og i sommers repræsenterede de Storbritannien til OL i Paris. I går var endnu en rigtig god dag på banen for det britiske par, hvor også de blev belønnet med over 98% for kunstnerisk udførsel af dommeren ved M. Med et slutresultat på 87,545% kunne de altså tage fra sidste kvalifikation med en suveræn andenplads.
Tredjepladsen gik til Belgien, hvor Justin Verboomen havde taget den bare 9-årige hingst Zonik Plus e. Glock's Zonik/ Hohenstein 4 med sig til Holland. Parret leverede en rigtig flot kür, med mange tekniske øvelser og endte da også med en ny personlig rekord nemlig 84,160%.
Tyske Isabell Werth, der ellers har domineret mange af denne sæsons World Cup-kvalifikationer var ligeledes til start med den 15-årige DSP Quantaz e. Quaterback 6/ Hohenstein 4. Også denne ekvipage red en virkelig flot og vellykket kür, hvor Werth kunne ride mod dommerne i piaff og passage med et stort smil. Det blev da også belønnet flot af dommerne, der kvitterede med 82,411% og dermed en fjerdeplads i sæsonens sidste kvalifikation.