Mille Albinus Hjermitslev
Publikum holdt vejret, da hjemmebanerytteren Wilm Vermeir var sidste rytter ud i omspringningen. Da Hans-Dieter Dreher havde været første ekvipage i omspringningen og holdt føringen lige siden, synes det som en umulig opgave at slå tiden. Med det lykkedes for Wilm Vermeir og Iq van het Steentje e. Toulon/ Kannan at skære næsten et sekund af Drehers tid.
Dermed blev Wilm Vermeir vinder af World Cup Grand Prix'en og kunne tage en BMW til en værdi af 35.000 euro samt 47.500 euro i præmiepenge med hjem. Ligeledes høstede han sine første World Cup point i denne sæson og har nu 20 point. Dette giver ham en placering som nummer 24.
De to tyske ryttere Hans-Dieter Dreher med Cous Cous e. Cachas/ Lasino og Daniel Deusser med Scuderia 1918 Tobago Z e. Otangelo/ Mr Blue udgjorde anden- og tredjepladsen. Som nummer fire og fem placerede øvrige to belgiske ryttere sig, henholdsvis Pieter Devos og Gilles Thomas.
Emil Hallundbæk og Chalisco e. Chacco-Blue/ Quidam de Revel leverede tidligere en god runde, men sluttede desværre med 12 fejl. Ekvipagen fik et let nedslag på muren, et nedslag på planken og igen et nedslag på den sidste forhindring.
Stillingen i World Cup-kvalifikationen
Den regerende verdensmester, Henrik von Eckermann, fører den samlede stilling efter en syvendeplads i dagens kvalifikation. Han har hele 68 point. Efter ham følger Daniel Deusser og Kevin Staut. Andreas Schou ligger fortsat højt, trods han ikke var til start i Mechelen. Han ligger nummer 13 i den samlede stilling med 29 point.