Maja Golles
Interessen for det gode liv på landet med eget hesteopdræt har aldrig været større, men nye regler gør drømmen meget dyrere at føre ud i livet. Nye staldbygninger, bokse og udenomsarealer skal leve op til særlige krav. Hestebranchen frygter, at det bremser udflytningen. Danskerne er vilde med heste. Landscentret for Heste vurderer, at der går 200.000 heste og ponyer rundt i Danmark. Det gør Danmark til det mest hestetætte land i verden. Faktisk optager de firbenede et areal på størrelse med de gule rapsmarked tilsammen. Tidligere hestepiger har brugt de gode konjunkturer til at flytte på landet og udleve drømmen om hesteavl. Nogle blot med den gamle ridehest i stalden som avlsdyr. Men mange med ambitioner om at skabe den næste OL-vinder gennem målrettet avlsarbejde via investering i dyre raceheste. Trafikken kan dog meget vel gå den modsatte vej de kommende år, vurderer hestebranchen. »Den nye lov om hestehold gør det utrolig dyrt at flytte på landet og blive avler. Der skal hurtigt lægges 0,5-1 mio. kr. oveni prisen for at få bygget stalde, der overholder kravene. Det vil tvinge eksisterende avlere til at reducere deres hestehold, og så risikerer de, at det økonomiske grundlag forsvinder. Ligesom det kan få nye avlere til at opgive drømmen på forhånd, « siger sekretariatschef Jørgen Kold, Landscentret for heste. Kilde: epn.dk