Anna Pørtner
Hestevelfærd er på dagsordenen mere end nogensinde før, og det har altså også fået dagspressens øjne op for den danske dressursport. Det har blandt andet medvirket til, at Blue Hors holder pause fra at deltage i stævner, og i dag kom turen altså til Cathrine Laudrup-Dufour. I en artikel bragt af Ekstra Bladet blev hun nemlig anklaget for uhensigtsmæssig ridning til World Cup-stævnet i Göteborg, som kommenteres af seniorkonsulent i Heste & Dyrevelfærd for Dyrenes Beskyttelse, Mette Uldahl.
I selv samme artikel reagerer Cathrine Laudrup-Dufour på billederne og udtalelserne, hvor hun afviser at have oplevet, at Freestyle gjorde modstand eller ikke trivedes i Göteborg, og hun afviser desuden at hun skulle have brugt uhensigtsmæssige metoder til manipulering. Efter denne anklage har Cathrine bedt teknisk rådgiver og eksperttræner Wolfram Wittig og holdleder og elitesportschef for dressur Anne-Mette Binder gennemse hendes ridt fra Göteborg, og også de afviser nogen form for mistrivsel ved hoppen.
Nu reagerer Dansk Ride Forbund
Dansk Ride Forbunds interim direktør, Jens-Erik Majlund er efter denne artikel blevet kontaktet af Ekstra Bladet vedrørende Cathrine Laudrup-Dufour, og nu er han altså kommet med et svar, som kan læses herunder:
DRF's ekspertgruppe har tidligere gjort rede for, at det ikke er muligt at afgøre, hvorvidt en hests velfærd er kompromitteret ud fra stillbilleder alene. De billeder, som Ekstra Bladet har fremsendt, viser tydeligt, at man ikke kan vurdere en hests velfærd ud fra stillbilleder alene. Et billede fanger et splitsekund af et ridt og giver ikke et retvisende billede af helheden og en hests trivsel. Vores eksperttræner og elitechef har gennemgået videooptagelser fra ridtene i Göteborg, som viser en afslappet, løsgjort og positiv opmærksom hest. Haleføringen er rolig, og ørespillet er naturligt og nysgerrigt rettet fremad, præcis som man ønsker at se det hos en hest, der arbejder i harmoni med sin rytter.
I artiklen hævdes det fejlagtigt, at hesten "ses iført såkaldt ørehætte, der afstiver ørerne, hvorfor ørerne sidder i samme position på alle billederne". Dette er direkte forkert og en grov udokumenteret påstand. Hestens ører kan bevæge sig frit gennem hele ridtet, hvilket også ses på videooptagelserne fra Göteborg, hvor der er let ørespil under flere øvelser og præmieoverrækkelsen. Ørehætter bruges udelukkende for at dæmpe lyd fra publikum, og hvis de begrænsede ørernes bevægelse, ville det resultere i øjeblikkelig diskvalifikation. FEI's stewards har foretaget den obligatoriske udstyrskontrol efter ridtet og fandt heller ikke nogen anmærkninger. Så det er en fejlagtig påstand.
Påstanden om, at der skulle være gjort brug af kunstig skum, er også direkte forkert, og en grov udokumenteret påstand og blev ligeledes kontrolleret af FEI's stewards. Enhver form for manipulation ville medføre øjeblikkelig diskvalifikation, hvilket ikke har været tilfældet.
Dansk Ride Forbund tager hestevelfærd meget alvorligt og har med en ny formand, bestyrelse og direktør i januar, som en del af hestevelfærdsstrategien "Sammen om Hestevelfærd", igangsat initiativer, som skal udmunde i en opdatering af evidensbaserede retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af heste i sporten, styrket uddannelse, opdatering af bedømmelser ved konkurrencer samt tydelige sanktionsrammer mv.
Det er vigtigt, at processen og debatten ikke baseres på udokumenterede påstande og beskyldninger, da det i sidste ende ikke vil være til gavn for hestes velfærd og trivsel. Debatten skal føres på et fagligt og evidensbaseret grundlag og det er direkte misvisende at konkludere på stillbilleder uden videodokumentation.
Opdateringen af retningslinjerne for etisk korrekt anvendelse af heste i sport vil ligge klar inden udgangen af maj måned.