Thomas Bach Jensen
DRF Live har siden lanceringen i januar 2010 været en stor succes for danske ridestævner. Eksempelvis havde systemet i april 2010 gennemsnitlig 6.000 besøgende om ugen – primært koncentreret om fredag, lørdag og søndag, hvor de fleste stævner afvikles. Systemet giver stævneinteresserede mulighed for at holde sig direkte opdateret om stævneresultater via mobil eller internet. DRF Live har revolutioneret stævnekvaliteten. Med DRF Live vises den foreløbige resultatstilling ved et stævne nemlig med det samme, og da systemet er online, kan det tilgås både fra internettet og mobiltelefonen. Rytterne kan således følge den indbyrdes resultatstilling fra eksempelvis stalden via mobiltelefonen, mens venner, familie og trænere kan følge med på internettet. Alle klubber under Dansk Ride Forbund med abonnement på stævnesystemet kan benytte sig af DRF Live og på den måde opgradere kvaliteten af deres stævner. DRF Live opdaterer løbende stillingen i klasserne til et stævne elektronisk, hvilket bl.a. sparer klubben for tidskrævende arbejde med at hænge foreløbige resultatlister op. Resultater på DRF Live skal kun opfattes som vejledende, og alle resultater på DRF Live slettes 14 dage efter stævnets afholdelse. De endelige resultater kan som altid findes på infosport.dk.