Flot finale til EM for juniorer

05-08-2018 21:12

Efter tre spændende runder lykkedes det voltigeringsholdet fra EOR at holde 7. pladsen, og det lykkedes enkeltvoltigøren Ida Trab Christensen at få en 8. plads. Men turen derned var ikke uden uheld

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det lykkedes i fredags Ida Trab Christensen på hesten Boston og med Pia Sørensen som longefører at kvalificere sig til dagens finale til EM for juniorer. 15 voltigører kvalificerede sig til finalen, hvor Ida fik lagt sig på en samlet 10. plads efter hendes ture torsdag og fredag. Idas flotte tur om fredagen fik hende avanceret intet mindre end 8 pladser, hvilket var imponerende i det stærke felt.

Desværre lykkedes det ikke de to andre voltigører at kvalificere sig til finalen. Marginalerne var ikke med Emma Helene Kaps på hesten Klintholms Ramstein med Lasse Kristensen som longefører, da de med 7,136 point sluttede på 17. pladsen. 18. pladsen gik også til en dansker. Her var det Helena Nagel-Harvig med hesten Egelunds Manhatten og Maria Rasmussen som longefører, hvor de samlet fik 7,111 point.

I dag stod den på finale for Ida Trap Christensen. Hun fremviste to stærke programmer i finalerunden, og det medførte at hun fik avanceret med to pladser, og dermed nu kan se sig placeret på en 8. plads til EM for juniorer!

Esbjerg og Omegns Rideklubs hold
EOR havde kvalificeret et hold til dette års EM. Første runde bestod af de obligatoriske øvelser. Anden runde er deres kür, og det er den samme kür de skulle vise i dag i finalen.

Efter at være kommet rigtigt godt fra start den første dag, pigerne noget præget af nerverne til den første kür. Som Sanne Lorentzen udtaler til Ridehesten: ”Til obligatorisk torsdag havde vi en mega fin tur, og vi lå efter den runde nr. 4. Det var slet ikke som vi havde forventet. Jeg tror, at pigerne derfor blev lidt for spændte og nervøse, for nu ville de det nok lidt for meget. Det betød at der i anden runde sneg sig mange småfejl ind”.

Men det fik pigerne rettet til dagens finale – desværre var de sidste marginaler ikke med dem, på trods af at de fik de højeste karakterer til dato for deres kür. I dag endte pigerne på en sjetteplads, men den samlede placering endte alligevel som nr. 7 – med kun 0,05 point op til sjettepladsen!

”Vi har været tilfredse med dette EM. Selvfølgelig er det ærgerligt med de fejl pigerne laver i går, men sådan er det jo bare. Vi kunne måske være blevet nr. 5, hvis det ikke var sket – det var marginalerne der gør det, og især kommunikationsfejlen mellem pigerne i går kostede dyrt. Men i dag græd alle pigerne af glæde, da de kun ud af banen. Jeg var så stolt af at stå med dem!"

Nyheden fortsætter efter annoncen


Alt hvad der kan gå galt, går galt
Turen til Ungarn var til gengæld ikke lutter lagkage for EORs hold. Faktisk gik nærmest alt, hvad der kunne gå galt, galt. Hotellet som pigerne skulle have sovet på, var ikke booket. På trods af at det var blevet booket korrekt igennem igennem et bookingsite. Dem der havde taget flyveren til EM, de nåede at punktere på vej til stævnepladsen, efter de var landet i lufthavnen. Og så holdt Sanne Lorentzen og flere af voltigepigerne intet mindre end 7,5 time midt på motorvejen med en hestetrailer, der var gået i stykker.

”Traileren holder i Leipzig nu, og der går 5 uger før den kan vende hjem, da de ikke har reservedelene til den. Heldigvis var der nogle søde mennesker, der ville køre 250 km for at hente os mod betaling, for at få os hen til vores overnatningssted. På overnatningsstedet var de så søde at låne os en Humbaur-trailer, så vi kunne få fragtet hestene helt hen til stævnepladsen. Den skal jeg nu til at køre retur. Heldigvis er hele den danske delegation kørt afsted med i alt 3 trailere, så de to heste vi har med, kan være med i de to andre trailere. Alle har været søde og hjælpsomme” slutter Sanne Lorentzen af.

Til gengæld har stemningen hele vejen igennem været høj i den hjemlige rideklub, hvor der har været fuld gang i rengøringen af staldene, mens pauserne er blevet brugt på at se voltigørerne i aktion!

Resultaterne fra dette års EM for juniorer i voltigering kan ses her. 
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner