Britt Carlsen
Er det rytterne eller dommerne, der er for dårlige? Det spørgsmål stiller dressurdommer og dressurskribent Jytte Lemkow i Ridehestens juli nummer. Debatten om dressurbedømmelser blusser med jævne mellemrum op, og har gjort det så længe dressursporten har eksisteret. Det er der til stadighed også god grund til, for hvorledes man end vender og drejer det, så er og bliver dressurbedømmelserne dressursportens akilleshæl og vil efter al sandsynlighed også fortsætte med at være det. I artiklen henviser Jytte Lemkow til nogle udtalelser af den meget kompetente Reitmeister Jean Bemelmans, som provokerende citeres med: ”6-tallet er dommernes redningsplanke, når han eller hun ikke ved hvad de skal give!” Men hvad Bemelmans også er inde på, er dommernes generelle berøringsangst med de høje karakterer og manglende mod og indsigt til at give dem, når der ikke lige er tale om de allermest kendte ryttere i de mest spektakulære øvelser som fri trav, piaffe og passage. Der gives aldrig topkarakterer i en samlet skridt eller parade ifølge Bemelmans. Her berører han noget meget væsentligt, som længe har været et problem, og som vitterligt lader sig ændre, nemlig dommernes angst for at bruge skalæn både opad og nedad, når det er relevant. Især deres angst for at give et 8-, 9- eller 10-tal for noget som ikke helt er det værd, er medvirkende til at holde et lavt gennemsnitsniveau, hvorimod det ikke generer samme dommere løbende at være generøse, når der er tale om afgivne 7-, 6- eller 5-taller, som heller ikke helt er det værd!
Man kan læse hele artiklen "Er det rytterne eller dommerne, der er for dårlige?" i magasinet Ridehestens juli nummer, og debatten fortsætter i de kommende måneder i Ridehesten
