Dopinganklagede ryttere tilbage

08-06-2014 12:43

De to militaryryttere Jock Paget og Kevin McNabb - som begge er anklagede for ulovlig brug af stoffet Reserpine - er ikke længere udelukkede fra at starte stævner

Copyright Ridehesten.com
Modelfoto: Ridehesten.com

Som Ridehesten tidligere har berettet, er militaryrytteren Jock Paget tidligere på året blevet frataget sin sejr ved det traditionsrige militarystævne Burghley Horse Trials som følge af en positiv dopingprøve. Sammen med en anden rytter, Kevin McNabb - hvis hest også blev testet positiv for stoffet Reserpine - blev han samtidig suspenderet fra al konkurrencesport.

Den beslutning har FEI nu omgjort. De to ryttere har ved en høring anmodet om, at suspensionen blev løftet, og det valgte FEI at lytte til. Dermed kan begge ryttere vende tilbage til konkurrencebanerne.

Det betyder dog ikke, at de er frikendt for brug af doping. Den anklage har FEI endnu ikke taget endelig stilling til, og det kommer på et senere tidspunkt, skriver forbundet i en pressemeddelelse.
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner