Anna Pørtner
Den 8-årige Dansk Varmblodsvallak Stauslykke's Bowie har i denne uge indtaget pladsen som ugens mest sete salgshest på Ridehesten.com. Vallakken, der er efter Floriscount med Bøgegårdens Boney M som morfar, er en stor herre på 178 cm, men trods sin størrelse har han en bemærkelsesværdig ro og samarbejdsvilje.
Bowie har allerede opnået markante resultater og har vist sin alsidighed på højeste niveau. Sammen med sin nuværende ejer Nanna Johansen blev han nemlig dansk mester i Mountain Trail i 2025. En disciplin, der stiller store krav til både mental styrke, balance og tillid mellem hest og rytter.
Nanna beskriver Bowie som en hest med et helt særligt sind, hvor tillid og ærlighed er nøgleord, men samtidig som en hest, der kræver en rytter med forståelse og erfaring:
– Han er en ærlig og tillidsfuld hest, som vil gøre alt for sin rytter. Dog forveksler nogle det med en såkaldt konehest, hvilket han på ingen måde er, forklarer hun.
Selvom Bowie stadig er relativt ung, er der lagt et bevidst og langsigtet arbejde i hans uddannelse. Nanna har nemlig prioriteret at give ham tid til at vokse sig færdig, både fysisk og mentalt, frem for at presse ham tidligt i uddannelsen:
– Som jeg skriver i salgsannoncen, så er Bowie ikke alderssvarende uddannet i dressur, da jeg har givet ham tid til at vokse sig færdig. Det betyder også, at han har en stærk og smidig krop, som kan få ham rigtig langt.
Denne tilgang har ifølge Nanna resulteret i en hest med en solid grunduddannelse og et stort potentiale for fremtiden, særligt inden for dressur, hvor Bowie viser stor kvalitet og kapacitet. I hverdagen fremstår han som en hest, der er i tæt kontakt med sin rytter og reagerer på stemninger og signaler. Han beskrives som meget opmærksom og kontaktsøgende.
– Derudover er han bare en fantastisk hest, der læser sin rytter. Hvis man selv er spændt, nervøs, ked af det eller lignende, så ser og mærker han det med det samme, forklarer Nanna.
Salget skyldes ikke manglende lyst eller motivation hos Bowie, tværtimod. Han trives nemlig allerbedst med regelmæssig træning og opgaver, og netop dette er baggrunden for beslutningen.
– Han skal sælges, da jeg har mistet gnisten og synes, at tiden er knap. Han er en hest, der skal bruges og trænes, det elsker han, men jeg kan ikke give ham det, han har brug for.
Nanna ønsker derfor, at Bowie kommer videre til en ny rytter, der kan gøre ham til sin faste makker og fortsætte den udvikling, han efter en solid grunduddannelse er klar til, uanset om det er til Mountain Trail, på dressurbanen eller på en tur til stranden:
– Bowie elsker at ride til stranden, og han elsker at komme ud i vandet og bade, afslutter Nanna.
Ønsker du et hurtigt og sikkert salg? Så skal din hest være "Ugens salgshest" på Ridehesten.com.
Ridehesten.com er Danmarks mest besøgte hesteside med i gennemsnit over 26.000 besøgende hver dag.
Vi huser i forvejen en populær salgsside med mange daglige besøgende, men nu har du muligheden for at skabe endnu mere opmærksomhed på din salgshest.
Ugens salgshest på Ridehesten.com
Som ugens salgshest producerer vores redaktion en artikel om din salgshest.
Vi ringer dig op til et kort telefoninterview og skriver en artikel på 3-400 ord om din salgshest. Du har mulighed for at vælge 2-3 billeder fra vores store fotodatabase til artiklen.
Artiklen vil blive markeret som advertorial og ligge som topnyhed på ridehesten.com i minimum 2 timer.
Pris: 1250 kr. inklusiv moms.
Er du interesseret?
Kontakt Ridehestens redaktion, Trine Askjær Jensen og Thomas Bach Jensen, på mail info@ridehesten.com