DM for beslagsmede: Succeskriteriet er læring

08-03-2019 13:15

Marie Helene Rigård Rohleder

Beslagsmed Casper Jensen deltager ved DM for beslagsmede i Herning. Det handler om at blive dygtigere til sit fag, og han bruger også mesterskaberne som en god træning til sine lærlinge

Copyright Ridehesten.com
Der er godt gang til DM for beslagsmede i MCH Messecenter Herning.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Varmt jern, glødende esser og sved på panden – Under navnet Danish Open Farrier Championship er Hal D i MCH Messecenter Herning blevet fyldt op med dygtige beslagsmede, som er klar til at dyste om de fornemme championships til DM for beslagsmede.

I år er det Hestens Værn som arrangerer Dansk Mesterskab for Registrerede Beslagsmede til Hest & Rytter-messen i Herning i disse dage. Mesterskabet afholdes sideløbende med Dansk Varmblods Hingstekåring.

Copyright Ridehesten.com

Vi er her for at lære
Firmaet Beslagsmed Casper Jensen fra Nordjylland er stærkt repræsenteret til mesterskaberne. Både mester, svend og to lærlinge stiller op i konkurrencerne. Det er en fast tradition for Casper Jensen og hans ansatte.

– Det handler om at lære nyt og blive bedre. Vi bruger mesterskaberne til at dygtigøre os og hele tiden være ajour med, hvad der sker i branchen. Og så er det et rigtig godt arrangement med god stemning og masser af socialt samvær, siger Casper Jensen.

Copyright Ridehesten.com
Holdet fra Beslagsmed Casper Jensen. Fra venstre lærling Thomas Pedersen, lærling Christian Nørlem, mester Casper Jensen og svend Mads Friborg.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der har stået træning på skemaet de sidste par måneder hos Beslagsmed Casper Jensen. Da tegningerne af skoene blev frigivet i december, så var det ellers bare at gå i gang med at smede. Konkurrencen indeholder både smedning, hvor deltagerne skal smede en bestemt hestesko på tid, og en del hvor der skal skoes på levende heste eller døde ben. 

– Jeg bruger især konkurrencerne til at forberede mig på min svendeprøve. Det er et godt supplement til min uddannelse, og jeg lærer at arbejde under tidspres, siger Christian Nørlem, der er fjerdeårslærling hos Beslagsmed Casper Jensen og er med til DM for tredje gang.

Glæd dig til lørdagens program i Hal D, som byder på både liveskoning af hest fra kl. 12-13, og semifinaler og finaler i alle de tre divisioner, som mesterskabet er inddelt i.

Mærk stemningen i videoen her: 

Info

Danish Open Farrier Championship er inddelt i tre divisioner:
Division 1 Open: Åben for rutinerede beslagsmede.
Division 2 Open: Åben for beslagsmede der ikke har vundet Division 2 eller har været placeret i Division 1 i tidligere internationale konkurrencer.
Division 3 Open: Åben for Novice, lærlinge eller beslagsmede, der har været aktive i faget i mindre end 5 år.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner