Thomas Bach Jensen
Auktionen over præmiehingsten e. Cadeau Noir/ Licosto blev en dramatisk affære, da auktionarius Bernd Hickert gav hammerslag på 1.890.000 € til Rebecca Gutmann, Gestüt Bonhomme, Berlin, mens han samtidig negligerede bud fra forretningspartnerne Schockemöhle og Helgstrand – hele to gange, for første gang hammeren faldt, måtte auktionen fortsætte på grund af modbud, men anden gang blev modbuddet helt ignoreret og handlen lukket.
Nu beklager hannoveranerforbundet forløbet af auktionen og melder ud, at sagen i øjeblikket analyseres og behandles internt - samtidig undskylder de overfor ikke blot det tilstedeværende publikum men ikke mindst byderne Paul Schockemöhle og Andreas Helgstrand.
Film- og billeddokumentation af den store iscenesættelse af slutspurten af salget af omtalte hingst viser, hvordan auktionarius hiver en rød rose frem til køberen, mens han slår handelen af. Direkte bag køberen, Rebecca Gutmann, sidder hannoveranerforbundets formand, Hans-Henning von der Decken, som "tilfældigvis" også er ejer den omtalte hingst og har blikket rettet mod Ulf Möller, der forgæves forsøger at komme i kontakt med auktionarius for at afværge hammerens fald med et modbud fra Schockemöhle og Helgstrand.
Det er nu meget spændende at høre hannoveranerforbundets endelige forklaring på forløbet, når de har afsluttet den interne behandling af sagen....