DM-finalerne er afgjort i Kongsdal

10-08-2025 19:02

Kongsdal Rideklub har i denne weekend lagt deres fantastiske faciliteter til dette års Agria DRF-mesterskab i springning for pony- og childrenryttere. I dag var den helt store finaledag, hvor fire nye danmarksmestre er blevet kåret

Copyright Ridehesten.com
Agria DRF-mesterskaberne for både children- og ponyryttere er i dag blevet afgjort hos Kongsdal Rideklub. Her ses kat. 2-rytterne fv. Anine Holm Palm, Madeleine Poulsen og Smilla Sophia Windtberg. Foto: Privat

For andet år i træk har Kongsdal Rideklub i det nordlige Jylland ved Mariager i denne weekend været vært for årets Agria DRF-mesterskab i springning for pony- og childrenryttere. Stævnet blev skudt i gang i torsdags med C-klasser for både children og pony, mens de første mesterskabsklasser løb af stablen i fredags. 

Her var det childrenrytterne, der red på banen i første afdeling af deres mesterskab, hvor Laura Sloth Kjær lagde sig i front, mens kat. 3-rytterne efterfølgende red deres første afdeling, hvor det var Silvia Kuhlmann, der lagde ud med en sejr.

I går gjaldt det så for kat. 2- og kat. 1-rytterne, hvor Smilla Sophia Windtberg lagde sig i spidsen af mesterskabet for kat. 2-ponyerne, mens Palma Sophie Gry Jansson-Christensen vandt første afdeling af kat. 1-rytternes mesterskab med Parc Icon, ligesom hun var fejlfri med sin anden pony, Bodyssee Des Avelines, hvem hun også valgte at tage med ind i dagens finale. 

I dag har så været den helt store finaledag hos Kongsdal, hvor alle fire mesterskaber skulle afgøres. Det har stået på spændende hovedrunder, hæsblæsende omspringninger, nerver og helt fantastisk stemning. Vigtigst af alt; fire nye danmarksmestre er netop blevet kåret hos Kongsdal Rideklub, der har lagt faciliteter til endnu et fantastisk stævne. 

Copyright Ridehesten.com
I dag var den store finaledag hos Kongsdal Rideklub. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Childrenrytterne lagde stærkt fra start
Det første mesterskab, der i dag skulle afgøres, var childrenrytternes. Her var i alt syv ekvipager gået videre til finalen fra mesterskabets første runde. I dag skulle de prøve kræfter med en 125 cm høj bane, der gik over to runder, hvor resultaterne fra mesterskabets første afdeling i fredags også talte med. Hvis der var ryttere med lige antal fejl efter begge runder, skulle der rides en omspringning. 

Der var fire ryttere, der red fejlfrit i fredagens første afdeling af mesterskabet, og da de gik ind til finalen lå de altså helt lige. Men som bekendt kan alt ske, og det var dagens childrenklasse altså et stærkt bevis på. Her udgik nemlig tre af de fire fejlfrie ryttere i første runde, hvilket betød at Laura Sloth Kjær og Joris e. Grand Pilot/ Wish var de eneste, der tog fra dagens første runde uden fejl, efter de havde redet endnu en fejlfri runde i dag. 

Det betød også, at Laura Sloth Kjær lå som klar guld-favorit, da rytterne gik ind til anden runde. Hun var nemlig eneste ekvipage med nul fejl. Ind i anden runde lå Christian Hald Cassøe til sølvmedalje i sadlen på DV-hingsten Unik V e. Syvhøjegårds Unforgetable DWB/ Cavall Ask (opdr. Ole Christensen) med i alt 8 fejl, mens Maya Kathrine Mulbjerg Larsen og Champagne KS e. Connor/ Common Sense gik ind til anden runde som foreløbig bronzetager efter sammenlagt 13 fejl. 

Copyright Ridehesten.com
Laura Sloth Kjær og Joris. Foto: Privat

Det betød altså også, at Laura Sloth Kjær kunne have hele 8 fejl og stadig sikre sig guldet i sidste runde af mesterskabet, hvis hun altså ikke var langsommere end Christian Hald Cassøe. Efter sidste runde af mesterskabet var redet, havde placeringsrækkefølgen ikke ændret sig det mindste. Laura Sloth Kjær havde en enkelt bom, ligeledes Christian Hald Cassøe, mens Maya Kathrine Mulbjerg Larsen red en fejlfri runde. Det betød altså, at der blev lagt fire fejl til Lauras nul-fejlsresultat, der dermed endte på i alt fire fejl, og dermed en sikker guldmedalje. 

Sølvmedaljen gik til Christian Hald Cassøe og Unik V, der sluttede med sammenlagt 12 fejl efter alle tre runder, mens Maya Kathrine Mulbjerg Larsen og Champagne KS sikrede sig bronzemedaljen med sammenlagt 13 fejl efter alle tre runder. 

Klassens resultat. 

Copyright Ridehesten.com
De tre medaljetagere hos childrenrytterne. Fv: Maya Kathrine Mulbjerg Larsen, Laura Sloth Kjær og Christian Hald Cassøe. Foto: Privat

Silvia holdt sin førerposition
Da childrenrytterne var blevet fejret og hyldet, var det blevet tid til, at kat. 3-ponyrytterne skulle ride deres mesterskab. Igen foregik det over to runder i en højde på 95 cm, hvor fredagens fejl også talte med, og hvis der efter dagens to runder var ryttere med samme antal fejl, skulle der rides en omspringning. En omspringning fik vi ikke at se hos childrenrytterne, men det gjorde vi altså hos de hurtige kat. 3-ryttere. 

Der var dog ingen tvivl om, hvem der tog fra Kongsdal med guldmedaljen. Silvia Kuhlmann og den 9-årige hoppe Dino lagde sig nemlig i spidsen af mesterskabet allerede i fredags, hvor de red den suverænt hurtigste tid. I dag red de ligeledes fejlfrit i både første- og anden runde af mesterskabet, hvilket altså gav dem et endeligt resultat på imponerende nul fejl. 

Det var dog ikke helt uden spænding, at Silvia tog guldmedaljen, for efter fredagens første afdeling af mesterskabet, var der altså hele fire ekvipager, der kom til finaledagen med nul fejl. Én af dem sikrede sig også en fejlfri runde i første del af mesterskabet i dag, og det var derfor kun en enkelt bom i anden runde til Mie-Mai Lundbye Simonsen, der sikrede Silvia guldmedaljen. 

Efter alle tre runder af mesterskabet var redet i dag, var der hele tre ekvipager, der lå side om side med sammenlagt fire fejl, og det betød altså, at vi skulle have en omspringning om, hvem af de tre ekvipager, der skulle tage sølv- og bronzemedaljen. 

Den bedste i omspringningen blev Victor Happel og Millfield Papoose, der red fejlfrit i tiden 29,79 sekunder, hvilket altså sikrede ham sølvmedaljen med hele 3,27 sekunder til bronzemedaljen, der gik til Wilma Elfrida Brandt Andersen og Munsboro Marshall. De sluttede ligeledes med en fejlfri runde i omspringningen i tiden 33,06 sekunder. Mie-Mai Lundbye Simonsen og Flori 138 havde ellers redet et suverænt flot mesterskab, men en bom i omspringningen holdt dem desværre fra en podieplads i år. 

Klassens resultat.

Copyright Ridehesten.com
Medaljetagerne fra kat. 3-rytterne flankeret af dagens dommere samt Kimi Gerd Nielsen fra DRF. Rytterne fv.: Wilma Elfrida Brandt Andersen, Silvia Kuhlmann og Victor Happel. Foto: Privat

Kat. 2-rytterne red omspringning om guldet
Det var et særdeles spændende mesterskab, som kat. 2-rytterne sikrede os her til eftermiddag. I alt syv ekvipager skulle på banen over to runder. Første runde gik i 105 cm, mens anden runde blev redet i 110 cm.  Fire ryttere gik til dagens finale med nul fejl efter første afdeling i går, lørdag. Tre af dem red fejlfrit i dagens første runde, og to af dem var altså også fejlfrie i anden runde. Det betød altså, at der skulle rides omspringning om guldet.

Medaljerækkefølgen blev dog trukket helt til dagens sidste runde, hvor tre ekvipager gik til med nul fejl. Her klarede to af dem sig igennem fejlfrit, nemlig Madeleine Poulsen i sadlen på Sabrina Fair og Smilla Sophia Windtberg med Sparkling Destiny. Anine Holm Palm og Poynstown Topsy havde desværre en enkelt bom, og det betød altså, at der også skulle rides omspringning om bronzemedaljen, da Ellen Vester Reymert og Burnbrae Jack også endte på fire fejl efter alle runderne var redet. 

Først blev det afgjort, hvem der skulle have bronzemedaljen. Ellen Vester Reymert lagde virkelig stærkt ud med en meget hurtig runde i tiden 28,80 sekunder, men desværre røg en enkelt forhindring på vejen, hvilket gav et endeligt slutresultat på fire fejl. Det lagde dog stort pres på Anine Holm Palm, der enten skulle ride fejlfrit eller holde sig på blot fire fejl - og så skulle det altså være hurtigere end Ellen, hvis bronzemedaljen skulle gå til hende. 

Anine Holm Palm og Poynstown Topsy bukkede dog ikke under for presset, og med en meget flot fejlfri runde i omspringningen, red de sig direkte ind på en flot bronzemedalje i mesterskabet. 

Nu gjaldt det så for de to resterende ryttere, der begge havde nul fejl - Smilla Sophia Windtberg og Madeleine Poulsen. Den første ud i omspringningen var Smilla Sophia Windtberg og Sparkling Destiny e. Terackie Golden Spark, som lagde virkelig flot ud. Parret red en meget overlegen omspringning lige indtil allersidste forhindring - en lodret med vand under. Her skete en lille misforståelse, hvilket kostede et enkelt stop og i alt fire tidsfejl, hvilket betød et samlet resultat på otte fejl til parret. 

Derefter blev det tid til, at Madeleine Poulsen og den 24-årige pony Sabrina Fair skulle ind i omspringningen. Hvis de skulle sikre sig guldet, skulle de ride med mindre end otte fejl og hurtigere end Smilla Sophia Windtberg, der endte på en samlet tid på 51,66 sekunder. 

Madeleine og Sabrina Fair er kendt for at være en hurtig ekvipage, og det viste de da også i dag. Tiden så meget overlegen ud og langt hurtigere end konkurrenternes, lige indtil den anden sidste forhindring - en kombination. Her havde ekvipagen nemlig et stop, hvilket indkasserede fire fejl og lagde endnu mere pres på resten af banen. Det lykkedes dog Madeleine og Sabrina Fair at klare sig fejlfrit over de sidste forhindringer, hvilket betød et endeligt slutresultat på fire fejl og dermed en guldmedalje. 

Sølvmedaljen gik altså til Smilla Sophia Windtberg og Sparkling Destiny efter et suverænt flot mesterskab, mens Anine Holm Palm og Poynstown Topsy tog sig af bronzemedaljen. 

Klassens resultat. 

Copyright Ridehesten.com
Kat. 2-rytternes medaljetagere fik en tur i vandgraven. Fv. Anine Holm Palm, Madeleine Poulsen og Smilla Sophia Windtberg. Foto: Privat

Selma og Palma i tæt kamp om guldet
Hos kat. 1-rytterne var det et meget lille finalefelt, der i dag var til start. Klassen bestod af bare tre ekvipager, der skulle prøve kræfter med en 120 cm høj bane i første runde og en 125 cm høj bane i anden runde. Alle tre kom til finalen med bare nul fejl, så medaljerne var på ingen måde givet i dagens sidste mesterskabsklasse. 

I dagens runde lagde alle tre ekvipager altså også stærkt ud, men for Julius Møller Simonsen og Carola røg der desværre en enkelt forhindring, hvilket gav fire fejl. For Selma Hundborg Dresler og Pretty Little Dandelion e. Playback/ Carpaccio red de en fejlfri runde endnu en gang, hvilket også var tilfældet for Palma Sophie Gry Jansson-Christensen og Bodyssee Des Avelines

Det betød altså, at det stadig lå uhyre tæt mellem de tre ekvipager, da vi gik ind til dagens anden runde. Her sikrede Selma og Palma sig endnu en gang to fejlfrie runder, mens Julius Møller Simonsen havde endnu en bom, og derfor var bronzemedaljen altså afgjort - den gik til Julius og Carola. 

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler løb med sejren hos kat. 1-ponyerne. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Situationen var dog anderledes, da det kom til guld- og sølvmedaljen, for her skulle de to dygtige piger og tætte veninder altså ud i en omspringning. I omspringningen var der dog ingen tvivl. Den eneste ekvipage, der formåede at komme fejlfrit igennem alle runder af mesterskabet, var nemlig Selma Hundborg Dresler og Pretty Little Dandelion, der også i omspringningen strøg fejlfrit igennem den 125 cm høje bane. Det meget sikre og flotte resultat på sammenlagt nul fejl gav dem altså guldmedaljen i årets mesterskab. 

Palma Sophie Gry Jansson-Christensen, der vandt sidste års mesterskab i sadlen på Parc Icon, havde valgt Bodyssee Des Avelines til dagens mesterskab, og det var da også et rigtig godt valg. Desværre røg der to bomme i omspringningen, hvilket altså kostede dem guldmedaljen. Dermed blev det til en rigtig flot sølvmedalje i årets mesterskab for Palma og Body, der har dannet par i rigtig mange år. 

Klassens resultat. 

Copyright Ridehesten.com
Selma Hundborg Dresler slutter sine ponyår med en guldmedalje ved DM. Det betyder, at hun igennem ponyårene har været dansk mester for både children, kat. 3-, kat. 2- og kat. 1, ligesom hun har været nordisk mester hele to gange og vundet DM for hold hele to gange. Foto: Ridehesten.com/ Juliemaja Søndergaard

Med det blev fire nye danmarksmestre fundet i det nordlige Jylland hos Kongsdal Rideklub, der endnu en gang har faciliteret et fantastisk stævne med fællesskab, fed stemning og sport i verdensklasse. Foruden danmarksmesterskaberne er der også i dag blevet afviklet distriktmesterskabscup-finale for alle tre ponykategorier hos Kongsdal, så det har været en spændende dag for både ryttere, publikum og stævnearrangørerne. 

Se stævnets fulde resultatlister her. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen