Succes med træningssamling - uden hest

25-01-2009 17:21

Britt Carlsen

Der er ved at blive skabt en god tradition for at samle de bedste unge dressurryttere på ECCO Centret i Tønder til en faglig og hyggelig weekend uden hest. I denne weekend har knap 40 pony-, junior- og ungryttere igen været samlet i Tønder.

Det flotte kursuscenter, ECCO Center i Tønder, dannede i denne weekend rammen om en træningssamling for knap 40 af landets mest talentfulde unge dressurryttere. Foruden et særdeles interessant, fagligt program var der tid til at pigerne (og en enkelt dreng) kunne hygge sig sammen i pauserne og under de lækre måltider. Programmet tog i år bl.a. sigte på, at give de unge ryttere nogle værktøjer til mentaltræning. Coach Rasmus Bagger fortale levende og medrivende i fire timer om vigtigheden af mentalt overskud, både i den daglige træning og når det hele bliver alvor på konkurrencebanerne. Deltagerne blev med jævne mellemrum under den teoretiske gennemgang udfordret til at slukke fakler i munden, hoppe ned på knust glas, knække et bræt med at raskt karateslag med mere. Andreas Helgstrand fulgte op. Han fortalte de opmærksomme tilhørere, hvordan han forbereder sig mentalt, samt hvilket management der skal til, for at holde topkonkurrenceheste glade og sunde. Det sidste blev også behandlet søndag eftermiddag af dyrlæge HC Matthiesen. Her var en stor del af rytternes forældre også samlet, så de kunne få glæde af hans gode råd og informationer om bl.a. doping, transportstress og vigtigheden af at opdage en skade på så tidligt et tidspunkt, at den lettere lader sig behandle. Programmet bød også på en gennemgang af flere ridt fra Junior- og Ungrytter EM sidste sommer, og her var spørgelysten stor, og debatten bølgede mellem landstrænerne Vibeke Degn Andersen, Jon D. Pedersen samt holdleder Rigmor Christensen og H.C. Matthiesen. Mange ryttere gav udtryk for, at det havde været en super god træningssamling, og jublen var stor søndag eftermiddag, da Hanni Toosbuy Kasprzak på vegne af Toosbuy Fonden inviterede til samling igen til næste år. Læs meget mere om de faglige indlæg i Ridehestens martsnummer og følg med her på siden de kommernde dage, hvor man vil kunne se web-klip fra træningssamlingen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner