Det kører for danskerne i Stockholm

27-11-2016 11:35

De to danske dressurryttere, Cathrine Dufour og Mai Tofte Olesen, kan med rette være stolte af deres præstationer ved det femstjernede stævne i Stockholm i weekenden

Copyright Ridehesten.com
Mai Tofte Olesen og Rustique.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Mai Tofte Olesen og Rustique e. Heslegård's Rubin/ Midt-West Ibi-Ligth (opdr. Anne Dueholm Nielsen) har haft et helt forrygende 2016, der er kulmineret med et meget succesfuldt efterår. Ekvipagen debuterede i Grand Prix ved landsstævnet i Esbjerg først på året og har trin for trin kæmpet sig op i rækkerne og kan allerede bryste sig af et par World Cup-kvalifikationer. Ved det femstjernede dressurstævne i den gigantiske Friends Arena i Stockholm i denne weekend har ekvipagen bevist, at de hører til på den internationale scene. Det blev i går til over 70% i Grand Prix og i dag over 73% i Grand Prix Kür.

– Jeg var jo som den eneste kommet med på afbud to dage før, men jeg er så glad for at kunne være bekendt at være med i det gigantiske arrangement, fortæller Mai til Ridehesten.com på vej hjem til Danmark.

Personlig rekord til Dufour
Cathrine Dufour og  Atterupgaards Cassidy e. Caprimond/ Donnerhall (opdr. Atterupgaard) har haft en lang og spændende rejse sammen, og det har været en rejse med udfordringer og nogle fantastiske højdepunkter. I Friends i dag cementerede OL-ekvipagen, at de stadig er på vej frem og op blandt verdens bedste. Efter gårsdagens tredjeplads med 75,640% i Grand Prix, leverede Cathrine og Cassidy i dag et Kür-ridt, som dommerne belønnede med 79,125%, der er rekord for ekvipagen i de internationale seniorrækker - ved OL i Rio i august måned opnåede de 78,143%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Tyske Isabell Werth tog igen sejren med Don Johnson e. Don Frederico/ Warkant og det blev til 82,575% i Küren, hvor svenske Patrik Kittel blev nr. 2 med 80,825% med hoppen Deja e. Silvano/ Don Schufro. Tyske Jessica Von Bredow-Werndl besatte i dag tredjepladsen med 80,200% foran danske Dufour.

– Da Patrik Kittel inviterede mig, sagde jeg faktisk først nej, fordi Cassidy har så svært ved at gå indendøre, men bestemte mig så for at tage det som en oplevelse med det helt vilde startfelt, fortæller Cathrine til Ridehesten.com fra Sverige og fortsætter: – Jeg er så vildt stolt af Cassidy, fordi han virkelig har præsteret topklasse for første gang indenfor. I Grand Prixen i går var han bare så cool med de 9.000 tilskuere og enorme omgivelser. Idag lidt mere tændt, men jeg er så ovenud tilfreds og glad.

Se klassens resultat HER.

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Atterupgaards Cassidy.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner