Thomas Bach Jensen
Det var en udfordrende bane som mødte ryttere og heste med trekombination og dobbeltspring. Det er også et verdensmesterskab, og banen var bestemt et mesterskab værdigt. 11 avlsforbund har meldt hold i finalen, og efter to kvalifikationer var det danske team på en 10. plads og havde dermed startnr. 2.
Christian Jansen åbnede for Dansk Varmblod, og han så ud til at komme fejlfrit gennem banen, lige til han og Partie Sejh e. Candy de Nantuel/ Untouchable (opdr. Helle og John Søndergård Nielsen)mødte den næstsidste forhindring, som Partie Sejh desværre rørte, og det blev til 4 fejl til første danske ekvipage.
Umiddelbart efter var det Anni Pape og Babette Ask, e. Bøgegårdens Apollo/ Clarimo (opdr. Stutteri Ask), som også kom godt fra start, men på banens sidste tredjedel blev Babette Ask noget hidsig for Anni, som fik nedslag og desuden valgte at ride en volte for at få styr på hoppen. Det koster dyrt og de to sluttede med 23 fejl, og dermed brast håbet om en dansk podieplads i denne årgang i lighed med sidste år, hvor teamet vandt sølv. Josephine Bøgh og Qatar fik to nedslag og Dansk Varmblod sluttede dermed med 35 fejl.
Dansk Varmblod var dog ikke eneste forbund, som havde utur på banen, også Belgisk Varmblod og Oldenburg International måtte indkassere ridt med to-ciffrede fejl, og det betød at Dansk Varmblod sluttede på en 9. plads. Holdleder Bo K. Møller bemærkede efter klassen:
– Det var ikke lige dagen for nogle af rytterne. De har alle gået superfint i kvalifikationerne, men i dag manglede der den samme coolness og det samme overblik, som de viste i kvalifikationerne.
Finalen for 5-års heste starter kl. 14.00, mens det er de 7-årige heste, som slutter dette års mesterskab fra kl. 16.15.
DV-holdet for 5-års heste:
DV-holdet for 7-års heste: