Det har været helt fantastisk

20-04-2014 23:26

Det var en glad Mikala Gundersen, som Ridehesten.com fik en snak med direkte fra Lyon efter finalen i Reem Acra FEI World Cup i dressur lørdag eftermiddag

Copyright Ridehesten.com
Mikala Gundersen og My Lady - her ved DM 2013.

- Jeg er vildt glad for, at det gik som det gik her i Lyon. Det har været en stor oplevelse, og selvom vi stadig er nye på dette niveau, så føler jeg ikke, vi faldt helt igennem, fortalte Mikala til Ridehesten.com sent lørdag. Tidligere på dagen havde hun og My Lady e. Michellino/Ritterstern (opdr. Yvonne Lindholm) været i ilden i Grand Prix Kür ved Reem Acra FEI World Cup finalen i dressur.

- My Lady har været lidt spændt hernede og har ikke helt vist sig som hun plejer, men efter at have gået på den samme stævneplads de sidste seks stævner, så er det også helt normalt, hvis hun trykker sig lidt, forklarede Mikala, som med My Lady endte på en samlet 11. plads med en score på 72,250%.   

- Lady var lidt træt i kroppen i dag, og selvom jeg gav hende en kort opvarmning, så kunne jeg mærke, at hun ikke helt kunne bære sig, som hun plejer. Alligevel synes jeg, vi fik nogle gode højdepunkter, og jeg fik redet, så det passede med musikken. 

- Det har været helt fantastisk at være her og få mulighed for at se verdenseliten på nært hold både på banen og i træning. Dejligt også at opleve det gode sammenhold, der var mellem rytterne, slutter Mikala Gundersen.

Se resultatet HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner