Desværre ingen Stutteri Ask Trophy i Holte

23-11-2021 13:44

Annika Knudsen Lorentsen

Det var meningen, at den kommende weekend skulle byde på den første kvalifikation i den nye ungdomsturnering Stutteri Ask Trophy, men desværre har der ikke været tilmeldinger nok, hvilket betyder, at arrangørerne fra Holte Rideklub har måtte aflyse stævnet

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Med et ønske om at forbedre mulighederne for de unge danske springryttere, og for at lave en mere ensrettet platform til at udtage rytterne til de forskellige trupper, har Dansk Ride Forbund i samarbejde med sponsorere, klubber og landstræner Bo K. Møller sat gang i den nye turnering Stutteri Ask Trophy. Her er målet, at de unge ryttere skal prioritere at starte ved disse stævner, således, at landstræneren har et bedre sammenligningsgrundlag i forhold til udtagelse til bruttotrupperne i de forskellige aldersgrupper. 

– Stævnerne bliver et vigtigt led i vores udtagelse af de unge mennesker. Det bliver ved de her stævner, at vi kan observere og danne grundlaget for de forskellige trupper. Her får vi mulighed for at se rytterne i de samme klasser, så vi på den måde bedre kan vurdere dem op i mod hinanden og sammenligne deres udvikling og form, har landstræner Bo K. Møller tidligere udtalt

Første afdeling må desværre aflyses
På grund af for lidt tilmeldinger er arrangørerne desværre blevet nødt til at aflyse den første afdeling, som skulle have fundet sted i den kommende weekend hos Holte Rideklub. På deres hjemmeside skriver Dansk Ride Forbund følgende:

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over den lave tilslutning og håber på at se en større opbakning til 2. og 3. kvalifikation hos henholdsvis Billund Sportsrideklub den 7. – 9. januar 2022 og Sønderborg Sportsrideklub den 25. – 27. marts 2022.

Landstræner Bo K. Møller understreger desuden, at det er ærgerligt med den lave tilslutning og at turneringen er tænkt som et vigtig del af setuppet for de unge ryttere:

– Det er ærgerligt, at tilslutningen er så lav fra de sjællandske ryttere, og derfor håber vi, at flere ryttere melder til de næste to kvalifikationer. Turneringen er jo tænkt som en vigtig brik i vores observation af de unge mennesker her i vintermånederne, så vi kan følge deres udvikling. Efter finalen i Stutteri Ask Trophy sætter vi bruttoholdene for næste sæson, og derfor er det også vigtigt, at vi får de unge ryttere at se, fortæller han.

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen