Den verdenskendte elitehingst Sandro Hit er død

18-08-2021 21:22

Marie Helene Rigård Rohleder

Avl

Den verdensberømte elitehingst og stamfader til utallige sportsheste Sandro Hit er blevet aflivet i en alder af 28 år 

Copyright Ridehesten.com
Sandro Hit. Foto: Deckstation Paul Schockemöhle, Mühlen/GER
Nyheden fortsætter efter annoncen

Sandro Hit blev 28 år. 

Efter en kort infektion, som blev forværret, besluttede det dyrlægefaglige team at det mest barmhjertige var at lade den prægtige hingst aflive. 

Den verdensberømte hingsteholder, avler og hestemand Poul Schockemöhle købte Sandro Hit som føl ved en auktion i Vechta i 1993.

Han udtaler i en pressemeddelelse: 

– Sandro Hit var særligt tæt på mit hjerte. Han var en ener, og den ægte grundlægger af min nu så store hingstestation. Tabet af Sandro Hit berører os hårdt. 

Sandro Hit var avlet af Reinhold Harder og efter hingsten Sandro Song. Sandro Hit startede for alvor sin karriere som international dressurhest med at vinde UVM (verdensmesterskabet for unge heste) i 1999 med Dr. Ulf Möller i sadlen. 

Herefter steg efterspørgslen fra avlere verden over, og hingsten blev for alvor helliget avlen. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra 2012 og frem var Sandro Hit en fast del af de mest populære og benyttede avlshingste indenfor dressursporten. 

I 2017 og 2018 var han på andenpladsen over WBFDSH (World Breeding Federation for Sportshorses) liste over de mest succesfulde avlshingste. 

Her ved OL i Tokyo havde den verdensberømte hingst hele 8 afkom med ved legene. Heriblandt Showtime FRH, som vandt holdguld for Tyskland med Dorothee Schneider. 

Sandro Hit har adskillige afkom, som har vundet eller blevet topplaceret ved UVM. Blandt andet Poetin, Polka Hit Nexen, Soliere og St. Emilion. 

Hingsten har over 200 kårede sønner, heriblandt utallige præmiehingste. 

Paul Schockemöhle udtaler til sidst i pressemeddelelsen: 

– Jeg er meget glad og taknemlig over at have flere sønner af højeste kvalitet efter Sandro Hit på vores hingstestation til at sikre hans fantastiske gener. Det er et meget svært og smertefuldt farvel. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner