Den hollandske Grand Prix-hest Moedwil er gået bort

27-11-2019 14:15

Stine La Cour Andersen

Den hollandske varmblod Moedwil, der har optrådt på det hollandske landshold med Sander Marijnissen, er desværre gået bort

Copyright Ridehesten.com
Moedwil og Sander Marijnissen ved EM i Rotterdam 2011. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den hollandske varmblod Moedwil e. Goodwill/Beaujolais blev 25 år gammel efter at have gået bort d. 19. november. Vallakken er avlet af W. Scheepens. Da han var ejet af Seignette-familien fik han som 4-års Sander Marijnissen i sadlen. Dengang var Moedwil tiltænkt at skulle gøre karriere i springning, men med Sanders hjælp, fik vallakken udviklet sit talent indenfor dressur. Moedwil er den fjerde hest, som Sander har trænet op til Grand Prix. 

Et succesfuldt liv
Deres første konkurrence på nationalt Grand Prix-niveau var i 2007, og året efter deltog de også i internationale stævner. Her kan fremhæves, at de vandt Grand Prix og kür ved CDIO Hickstead 2008. 2009 var et aktivt år for parret, da de stillede til start i Neumünster, Bremen, Dortmund, Saumur, Munchën, Rotterdam og Aachen med hensigten om at komme på det hollandske dressurlandshold til EM i Windsor, men de måtte nøjes med en reserveplads. I starten af 2010 kom Moedwil ud for en ulykke, da han slog sin hov i stalden, og det krævede fem måneders hviletid. Da han var kommet på benene igen, stillede parret til start ved CDI Oldenburg i november 2010, hvor de vandt både Grand Prix og Grand Prix Special. 

Det skulle vise sig, at 2011 var deres år. Da deres resultater i Amsterdam, Dortmund, Den Bosch og Hickstead var forbedrede, blev de valgt til at være en del af det hollandske dressurlandshold, der tog til EM i Rotterdam. Her fik holdet en bronzemedalje, og makkerparret placerede sig individuelt som nr. 17 i Grand Prix Special. Deres sidste internationale stævne var i 2011 ved CDI Oldenburg, hvor de fik en 3. plads i både Grand Prix og Grand Prix Special. Moedwil blev i dette år pensioneret fra at deltage i stævner. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Om venskabet udtaler Sander:

– Efter et meget langt og succesfuldt hesteliv, var vi nødsaget til at sige farvel til denne utrolige hest. Du var min once-in-a-lifetime hest. Du var i alle henseender en fantastisk hest. Jeg kan kun kigge tilbage på de smukke øjeblikke, vi oplevede sammen. Efterfølgende nød du otte år mere af dit liv.

Se alle Moedwil og Sander Marijnissens resultater her.

/Eurodressage

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner