Trakehnerhingsten Caprimond er død

12-01-2014 17:29
Avl

I en alder af knap 29 år er elitehingsten Caprimond i dag død på Klosterhof Medingen, hvor han har fungeret som avlshingst i næsten tre årtier

Sidst på eftermiddagen i dag skrev Klosterhof MedingenFacebook, at deres 29 årige trakehnerhingst Caprimond er sovet ind. Hingsten har helt frem til ganske nyligt nydt sit otium hos familien Wahler på Klosterhof Medingen og sine daglige skridtture i skoven med Ingrid Wahler, men de sidste par dage har hans helbredstilstand været stærkt nedadgående.

Caprimond e. Karon / Mackensen blev betragtet som en levende legende i trakehneravlen og blev af tysk trakehnerforbunds avlsleder Lars Gehrmann udråbt som nyere tids Pythagoras. I en alder af 10 år blev han i 1995 elitehingst og i 1998 blev han årets hingst i den tyske trakehneravl. Han har slået stærkt igennem i avlen som typenedarver og var ligeledes kendt for at videregive ridelighed.

Caprimond har været avlshingst og ridehest hos familien Wahler på Klosterhof Medingen fra sidst i 80'ern, igennem 90'erne, 0'erne og helt ind i 10'erne. Han har til sit nittende år gået Grand Prix med Theresa Wahler, har siden hen været lærehest for Theresas yngre bror og er de seneste år blevet holdt igang med daglige skovture af Ingrid Wahler. I avlen er hans mest kendte afkom elitehingsten Hohenstein, der for nogle uger siden afgik ved døden på Klosterhof Medingen.

Caprimond har også været sparsomt anvendt i varmblodsavlen udenfor trakehnerregi, bl.a. hannoverander- og oldenburgerforbundet og ligeledes i Dansk Varmblod. I Danmark kender vi ham ikke mindst som far til den firedobbelte europamester Atterupgaards Cassidy mf. Donnerhall og til dennes helsøster Atterupgaards Dicte, der er mor til hingstene Atterupgaards Fassbinder og Atterupgaards Seebach. I international topsport lige nu ses den frembrusende franske ekvipage Marc Boblet og hans Noble Dream Concept Sol, der ligeledes er efter Caprimond med Donnerhall som morfar. En anden succesfuld kombination med Donnerhallblodet er hannoveranerhingsten Dacaprio e. Davignon / Caprimond, der er morfar til den nye hingst på Blue Hors, Farrell, lige som afdøde stjernehingst His Highness var efter Caprimond-sønnen Hohenstein med Donnerhall som morfar.

Videoer

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner