Delaveau vinder World Cup i Helsinki

21-10-2013 15:13

Signe Wiese

Det blev franske Patrice Delaveau og Orient Express HDC, der sejrede i sæsonens 2. runde af Longines FEI World Cup i springning, der blev afviklet i Helsinki i denne weekend

Copyright Ridehesten.com
Patrice Delaveau og Orient Express under EM i Herning.

Hovedparten af Europas bedste springryttere var samlet i Finland i denne weekend, hvor der blev redet sæsonens 2. afdeling af world cup springning. Trods det stærke startfelt klarede kun otte ekvipager at ride sig i omspringningen med en fejlfri hovedrunde. De otte var: Martin Fuchs/Conte della Caccia e. Canturo, Michael Whitaker/Amai e. Nonstop, Julio Arias/Quinai des Chayottes e. Zandor, Luciana Diniz/Winningmood e. Darco, Malin Bayard/H&M Tornesch e. Lux, Shane Breen/Balloon e. Balou de Rouet, Steve Guerdat/Nino des Buissonnets e. Kannan og Patrice Delaveau/Orient Express HDC e. Quick Star.

Det var svenske Malin Bayard og H&M Tornesch, der var første ekvipage i omspringningen. Bayards smukke 13-årige hingst har i flere år døjet med problemer med det ene øje, og i sommer blev det besluttet helt at fjerne øjet – det så dog ikke ud til at påvirke hingsten synderligt, og parret leverede en fejlfri omspringning i tiden 38,03 sekunder.

Schweiziske Martin Fuchs og Conte della Caccia tog en bom på banens 6. forhindring, og sluttede ned 4 fejl i tiden 40,95 sekunder. Herefter fulgte spanske Julio Arias og Quinai des Chayottes, der var superhurtig og fejlfri – lige indtil den sidste forhindring! 4 fejl i tiden 36,11 sekunder. Den olympiske mester fra London, Steve Guerdat og Nino des Buissonnets viste storform, og red fejlfrit i tiden 35,99 sekunder, og skubbede dermed Malin Bayard ned på 2. pladsen.

Umiddelbart så det ud til at Luciana Diniz ville komme til at presse Guerdat, men portugiseren kom i problemer i trekombinationen, og selvom det ikke blev til fejl, så kom det til at koste tid. Hendes tid blev 38,20 sekunder. Irske Shane Breen og den imponerende Balloon leverede en flot runde uden fejl, men kunne ikke true Guerdat på tid – deres tid blev 37,14 sekunder.

Så var det franske Patrice Delaveaus tur med Orient Express HDC, og denne ekvipage fik demonstreret fart og vendinger i særklasser, og fik med tiden 34,23 sekunder barberet 1,5 sekunder af Guerdats tid, og indtog dermed 1. pladsen.

Sidste mand i omspringningen var engelske Michael Whitaker og Amai, men parret fik fejl i trekombinationen, og dermed var Delaveaus world cup-sejr i hus. Guerdat blev 2’er, Breen 3’er, Baryard 4’er og Diniz 5’er.

Se resultatet HER

Efter sæsonen 2. runde ser World Cup-stillingen for den vesteuropæiske liga nu sådan ud:

1. Steve Guerdat SUI  - 34
2. Luciana Diniz POR - 25
3. Scott Brash GBR - 24
4. Patrice Delaveau FRA - 20
5. Marcus Ehning GER - 15
5. Shane Breen IRL - 15
7. Malin Baryard-Johnsson SWE - 13
8. Geir Gulliksen NOR - 12
9. Julio Arias ESP - 11
9. Edwina Tops-Alexander AUS - 11

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner