World Cup venter forude

17-10-2008 10:06

Britt Carlsen

Stævnet er i fuld gang i Odense, hvor en stor del af verdenseliten i dressur er samlet for at mødes i World Cup kvalifikationen, der her i Danmark er den første i en serie af kvalifikationsstævner, som afsluttes med en finale i Las Vegas til foråret
Copyright Ridehesten.com
Sidste år sejrede Isabell Werth og Warum Nicht i World Cup kvalifikationen i Odense, i år er de tilbage for at forsøge at gentage sejren og dermed få en god start på denne World Cup sæson, som afsluttes med finale i Las Vegas til foråret.

De er her alle sammen, topryttere i dressur fra flere europæiske lande samt USA er på plads i Odense Congress Center for at tørne sammen, første gang til middag i dag. Startrækkefølgen i World Cup kvalifikationen afgøres af rytternes placering på verdensranglisten, og det betyder, at ekvipagernes kvalitet og erfaring øges som klassen skrider frem. Første danske indslag i World Cup kvalifikationen, som starter kl. 12.00 er den amerikanske rytter Catherina Haddad på den danske varmblodsvallak Cadillac e. Solos Carex, de har starttid kl. 12.18. Hendes amerikanske kollega, Heather Blitz har starttid kl. 12.54 på den danske varmblodsvallak Otto e. Rambo, og efter dem kommer Stutteri Yorks førsterytter, hollandske Anke Ter Beek og den danskkårede trakehnerhingst Kaiser Wilhelm e. Lehndorff's. Første rent danske ekvipage er Hans Jørgen Nørgård og DV-vallakken Charles Chegall e. Churchill med starttid kl. 13.32. Første rytter efter pausen i den sidststartende gruppe er den danske OL-bronzevinder Anne van Olst og DV-vallakken Exquis Clearwater e. Carpaccio med starttid kl. 14.55. Hendes OL-kollega Nathalie zu Sayn Wittgenstein og DV-vallakken Digby e. Donnerhall følger lige efter kl, 15.04. Så rider den svenske landsholdsrytter Jan Brink på banen med den danskkårede avlshingst Björsells Briar e. Magini fulgt af den tyske toprytter Monica Theodorescu på Whisper e. Welt Hit med starttid kl. 15.22. Helt som de plejer er det Anky van Grunsven og Isabell Werth som tørner sammen som klassens sidste ryttere. Anky starter kl, 15.31 på den danskkårede avlshingst IPS Painted Black e. Gribaldi efterfulgt af Isabell Werth og Warum Nicht e. Weltmeyer, den ekvipage, som vandt World Cup kvalifikationen netop her i Odense sidste år. På arrangørerens hjemmeside kan man se live tv fra World Cup kvalifikationen.

Thomas Bach Jensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen