Trine Askjær-Jørgensen
I disse dage afvikles der som bekendt for første gang et internationalt dressurstævnet i forbindelse med Danish Derby Horse Shows populære Christmas Show i springning.
Ved Aviar Christmas Show Dressage rider rytterne helt op til 4-stjernet niveau, og her til aften peaker stævnet for seniorrytternes vedkommende, mens de unge talenter først på dagen har været til start på junior-, ung- og U25-niveau.
Hvor seniorrytterne rider 3-stjernet Grand Prix Special og 4-stjernet Grand Prix kür her til aften, så rider juniorer, ungryttere og ponyryttere kür i morgen, hvor dressurstævnet rundes af, inden det i næste uge går løs med springning i hallen på Vilhelmsborg igen.
Talentfulde juniorer med erfarne heste
Lørdagen blev åbnet af juniorrytterne, der red CDIJ Team Test, og her løb Alberte Josefine Harsbo med sejren i sadlen på Napoli TH e. Floricello OLD/ Flemmingh, som hun opnåede 68,586% med. 12-årige Napoli har tidligere gået med succes i ungrytterklasserne og op til Intermediaire I med Pernille Korsgaard Madsen og viser altså nu Alberte vejen på juniorniveau.
Det samme gør sig gældende for den 13-årige DV-vallak Vestervangs Garson e. De Noir/ Ragazzo (opdr. Martin Klavsen), der med Annabelle Rehn også har gået junior- og ungrytterklasser med succes på internationalt niveau. Isabella Struntze Torp har overtaget tøjlerne, og de to lader til at være et fremragende match. På bare et halvt år er det blevet til adskillige sejre og placeringer. I dag blev det til 68,333% og en andenplads.
På tredjepladsen blev det Ida Bøllingtoft Asmussen med den 10-årige DV-hoppe Gozzip e. Sezuan/ De Noir (opdr. Bente Michaelsen), som red til 67,020%. Fjerde- og femtepladserne blev også indtaget af talentfulde, unge, danske ryttere. Klassens resultat.
Succesfuldt stævne for Ida med to sejre
I U25-rytternes Grand Prix kür fortsatte Ida Kristine Bjørn succesen fra i går, hvor der blev redet Grand Prix. Hun vandt nemlig endnu engang klassen sikkert med et par procentpoint ned til andenpladsen. Det gjorde hun med Hotson e. Blue Hors Hotline/ Blue Hors Zack (opdr. Malene Helleberg). Den 12-årige dansk varmblodsvallak har Ida arbejdet på at uddanne mod Grand Prix, så han kan være hendes næste stjerne. Sejren i går og med 75,240% i küren i dag viser, at de er godt på vej mod dressurens højeste niveau.
– Det har været et forrygende stævne for Hotson og mig. Det er kun Hotsons tredje internationale stævne nogensinde, og jeg er så imponeret over, hvordan han har håndteret atmosfæren i den store hal. Han var nemlig lidt anspændt under banetræning, men da vi red første konkurrence, var han fuldstændig fokuseret og gjorde sig så umage med alt, jeg bad ham om. At kunne gentage succesen igen i freestyle var jo bare skønt. Jeg er meget tilfreds, fortæller Ida Bjørn.
Andenpladsen gik til svenske Linnéa Holmgren med QC Sir Dennis e. Sir Donnerhall/ De Niro, som red til 73,185%, og tredjepladsen gik til Lea Andreassen Torabi med Jivago de Massa e. Don Juan de Hus/ Moscatel, som red til 71,635%.
To Rosenkilde-søstre i top-3
Ungrytterne var de sidste af de unge talenter, som skulle på banen, inden det blev tid til seniorerne sidst på eftermiddagen. I CDIY Team Test var Margaretha Rosenkilde bedst, idet hun sammen med Tiger G e. Tuschinski/ Sir Donnerhall red til 68,235%.
På andenpladsen kom Luna Kølbæk Rosenberg med den 9-årige DV-vallak Kamar's Extreme Noir Hit e. Escolar/ De Noir (opdr. Stald Kamar v/ Morten Kappel Petersen), som red til 67,598%, mens tredjepladsen gik til Theresa Rosenkilde og den 14-årige DV-vallak Blue Hors Zwobber e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Romanov (opdr. Blue Hors ApS) med 67,353%.
Værd at bemærke er det, at 21-årige Margretha og 19-årige Theresa Rosenkilde er søstre. De har desuden lillesøsteren Sofia Rosenkilde på 16. Alle tre er succesfulde, unge dressurryttere, som rider på internationalt niveau.
– Vi er virkelig glade for dagens resultater. Det er altid noget særligt at komme på podiet sammen med sin søster. Stemningen på Vilhelmsborg var fantastisk, og hestene føltes virkelig godt tilpas, så det gav os begge en vildt god følelse hele vejen rundt. At kunne dele sådan et øjeblik med hinanden både som konkurrenter og som søstre var virkelig fedt. Vi er utrolig taknemmelige for opbakningen og for alle, der hjælper os i det daglige arbejde med hestene, fortæller Theresa og Margaretha Rosenkilde.
Stævnets start- og resultatlister.