Datoerne for OL 2028 er klar

13-11-2025 12:17

De officielle datoer for ridesporten ved OL 2028 i Los Angeles er nu fastlagt. Ryttere og heste indleder OL-eventyret allerede den 14. juli, og Santa Anita Park danner rammen om et spektakulært gensyn med historiske minder fra 1984

Copyright Ridehesten.com
De officielle datoer for OL i Los Angeles i 2028 er nu klar. Her ses det danske sølvvindende hold fra OL i Paris 2024. Cathrine Laudrup-Dufour, Daniel Bachmann Andersen og Nanna Skoborg Merrald. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Der er nu mindre end tre år til, at de olympiske lege finder sted i Los Angeles - LA28, og dermed har organisationskomitéen netop offentliggjort den officielle tidsplan for ridesportens konkurrencer. Ryttere og heste indleder OL-eventyret allerede på åbningsdagen den 14. juli, og de sidste medaljer i ridesport uddeles den 29. juli, altså dagen før afslutningsceremonien. 

Military åbner OL-programmet
Ridesporten lægger ud med military, hvor vettjek finder sted allerede på åbningsdagen den 14. juli. Derefter rider ekvipagerne dressur den 15.-16. juli, mens terrænet afvikles den 17. juli. Herefter skal hestene endnu en gang gennem vettjek, hvorefter de skal ride både hold- og individuel finale i springning den 18. juli - der hermed også bliver de første OL-medaljer, der uddeles i ridesporten i 2028. 

Datoerne for military lyder som følger: 

  • Dressur: d. 15.-16. juli 2028
  • Terræn: d. 17. juli 2028
  • Springning: d. 18. juli 2028
Copyright Ridehesten.com
Danske Peter T. Flarup og Fascination ved OL i Paris 2024. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Dressuren følger efter
Efter militaryrytterne har været i aktion, er det tid til dressurrytterne, hvor vi forhåbentligt skal se Danmark ride om medaljer endnu en gang. Vettjek for dressurhestene er planlagt til den 18. juli, hvorefter Grand Prix-klasserne rides over to dage, den 20.-21. juli. Den 22. juli skal rytterne på banen i holdfinalen, som går i Grand Prix Special, hvorefter den individuelle finale skal afgøres i Grand Prix Freestyle den 24. juli. 

Datoerne for dressur lyder som følger: 

  • Grand Prix: d. 20.-21. juli 2028
  • Grand Prix Special (holdfinale): d. 22. juli 2028
  • Grand Prix Freestyle (individuel finale): d. 24. juli 2028
Copyright Ridehesten.com
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St John Freestyle viste verdensklasse dressur ved OL i Paris 2024. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Springrytterne afslutter OL
Sidste ridesportsdisciplin ved OL 2028 bliver ridebanespringning, som begynder med holdkvalifikation den 25. juli og holdfinale den 26. juli. De individuelle konkurrencer rides den 28.-29. juli, hvor de sidste medaljer i ridesport bliver uddelt. 

Datoerne for springning lyder som følger:

  • Holdkvalifikation: d. 25. juli 2028
  • Holdfinale: d. 26. juli 2028
  • Individuelle konkurrencer: d. 28.-29. juli 2028

Der er desuden planlagt tre hviledage uden konkurrencer - den 19., 23. og 27. juli, så både heste og ryttere får mulighed for at restituere og forberede sig bedst muligt til deres konkurrencer. FEI's præsident Ingmar De Vos fremhæver, at tidsplanen er nøje afstemt efter klimaet i Los Angeles, med hensyn til hestevelfærd og rytternes trivsel, og at der et taget højde for fleksibilitet ved uforudsete forhold. 

Copyright Ridehesten.com
Andreas Schou og Napoli vh Nederassenthof repræsenterede Danmark i springning i Paris 2024. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Et spektakulært OL i LA
Ved de olympiske lege i Los Angeles 2028 vil der, ligesom i Paris 2024, være 200 kvotepladser og seks medaljeceremonier fordelt på de tre discipliner. Sporten er fortsat én af de få olympiske discipliner, hvor mænd og kvinder konkurrerer på lige vilkår. 

Alle tre discipliner - military, dressur og springning - vil blive afviklet på Santa Anita Park i Arcadia, nær Pasadena, hvor ridesporten også fandt sted under OL i 1984. Dengang sikrede Anne-Grethe Jensen (i dag Törnblad) sig en suveræn sølvmedalje i dressur sammen med den danske varmblodsvallak Marzog e. Herzog/ Marcio XX (opdr. Baron Niels Rosenkranz). Det var Danmarks hidtil bedste olympiske resultat i dressur, og det blev opnået netop på denne historiske bane, der nu også lægger faciliteter til OL i 2028. 

Santa Anita Park dækker et område på 130 hektar, har 61 stalde med plads til cirka 2000 heste, en 340 meter lang tribune med 26.000 sidepladser og kapacitet til op mod 50.000 tilskuere i det grønne parkområde inden for selve banen. Der ligger desuden omkring 25 hoteller i nærheden af anlægget, og stedet råder over en fuldt udstyret hesteklinik på området. 

Ved OL 2028 forventes omkring 200 heste fordelt på de tre discipliner: cirka 60 i dressur, 65 i military og 75 i springning. Terrænbanen ved militarykonkurrencerne bliver anlagt i området omkring selve parken. Der er mulighed for, at flere af de 200 deltagende heste bliver med dansk islæt - og måske endda vi endnu en gang får danskerne at se på podiet ved OL i Los Angeles 2028. 

Datoerne for de paralympiske lege 2028 er endnu ikke fastlagt. 

Copyright Ridehesten.com
Santa Anita Park. Pressefoto

Kilde: FEI.org. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner