Danskerne med god kurs til EM

19-07-2024 17:27

I dag red de første danske U25- og ungryttere på banen i den individuelle konkurrence til europamesterskaberne i St. Margarethen i Østrig. I morgen rider anden halvdel af feltet på banen, hvorefter der uddeles medaljer. Sophia Ludvigsen sikrede sig i dag en foreløbig førsteplads

Copyright Ridehesten.com
Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

De danske dressurryttere kom i går stærkt fra start til europamesterskaberne i St. Margarethen i Østrig, hvor U25-rytterne sikrede sig en sølvmedalje for hold efter flere stærke præstationer. 

Holdet bestod af Karoline Rohmann på Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Lauries Crusador, Sara Aagaard Hyrm på Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi, Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana e. Quantensprung 3/ Desperados og Thea Bech og Dionisos e. Spielberg/ Sir Sinclair, og de opnåede til sammen en score på 211,353 point, hvilket sikrede dem sølvet foran seks andre nationer. 

Ungrytterne, der også havde leveret flere flotte præstationer, måtte tage til takke med en fjerdeplads i holdkonkurrencen, da den samlede score på 209,294 point placerede dem lige akkurat uden for medaljerne. 

I dag gjaldt det den første afdeling af den individuelle konkurrence, hvor Lea Andreassen Torabi og Bergåkras Amaranth e. Ampère var til start hos ungrytterne, mens Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre og Sophia Ludvigsen og Blue Hors Quintana var til start i U25-konkurrencen.

De resterende ryttere havde hviledag, og skal derfor først på banen i anden afdeling af den individuelle konkurrence i morgen. 

Hos de unge ryttere var der generelt et højt niveau med otte ryttere på over 70%. Lea Andreassen Torabi formåede her at ride sig til en placering i top-10, da hun opnåede 69,618% med Bergåkras Amaranth, hvilket placerede hende foreløbigt som nr. 10 feltet.

Copyright Ridehesten.com
Lea Andreassen Torabi og Bergåkras Amaranth. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I front af klassen ligger Lucie-Anouk Baumgürtel og ZINQ Hugo FH e. Spielberg/ San Remo, der opnåede 74,853%. Denne stilling har Frederikke Gram Jacobsen, Thilde Rude Hare og Margaretha Rosenkilde dog mulighed for at ændre på i morgen, når de skal ride deres individuelle ridt. 

Hos U25-rytterne lykkedes det også Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre at ride med i toppen af feltet. Parret opnåede i dag 68,667%, hvilket placerede dem på en foreløbig syvende plads. 

Copyright Ridehesten.com
Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

I samme klasse sørgede Sophia Ludvigsen for dagens bedste præstation med Blue Hors Quintana, da de opnåede 72,231%.

Det placerede dem i spidsen af feltet foran flere stærke ryttere, og det ser derfor lovende ud for Sophia og Quintana i den individuelle konkurrence.  

I morgen skal Sara Aagaard Hyrm og Atterupgaards Cooper og Thea Bech og Dionisos på banen i U25-klassen. Her følger den resterende del af den individuelle konkurrence, og søndag gælder det kürridtet for begge alderskategorier.

Stævnet kan ses via livestreaming på ClipMyHorse. 

Se stævnets start- og resultatlister her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner