Grethe Næsby
De danske ungryttere leverede pragtpræstationer i dag ved European Youngster Classics i Bonn. Carina Nevermann Torup, som netop vandt danmarksmesterskabet for ungryttere 2009 i sidste weekend, red sig ind på en flot andenplads ved stævnets første ungrytterklasser i dag med 66,9%. Hun red ligesom ved DM på Come Back After 8, sølvmedaljehoppen e. Come Back II, avlet af Tomas Jægerup. Camilla Orloff blev næstebedste dansker placeret som nr. 6 i klassen på hoppen Utah e. Olivi, tæt forfulgt af Anne K. Elkjær-Holm på den danskkårede hingst Bernstein på syvendepladsen. I juniorklassen blev Marie Louise Larsen bedste dansker på Romar med 66,4%, som svarede til en fjerdeplads. Romar er efter Blue Hors Romancier og avlet af Benedicte og Poul Erik Find. Til start i juniorklassen var ligeledes Christina Møller på Celester, Camilla Blicher på Adhesive's Hudson og Nanna Skodborg Merrald på Millibar, som vandt sølv ved danmarksmesterskaberne for juniorer i år. Anne Tange og Tim blev i dag placeret som nr. 7 i stævnets første ponyklasse med 66,1%. Hos en af dommerne blev ekvipagens ridt belønnet med hele 70%. Klassen blev vundet med 72,4% af tyske Bianca Nowag på hingsten Der feine Lord. Danske Sabrina Barnekow lagde sig lige præcis uden for placeringsrækken med Vermont, blot 7 point fra sidst placerede i klassen. Øvrige startende danskere i klassen var Nadia Winther, Rikke Lindberg og Simone Barnekow. Se samtlige resultater fra stævnet via linket i højre side.