Anna Pørtner
I denne weekend afvikles sæsonens anden Longines Global Champions League-stævne i Mexico City, og her er både Nikolaj Hein Ruus og Zascha Nygaard Lill altså til start. I går, torsdag, var de begge to på banen for første gang, hvor de sikrede sig en solid start på stævnet, nemlig to fejlfrie runder med placering.
Det var Zascha Nygaard Lill, der i går lagde ud i Mexico i sadlen på den 10-årige hingst Charino PS e. Chacco Blue/ Norit Larino. Parret var til start i konkurrencens første femstjernede 145 cm-klasse, hvor i alt 54 ekvipager var til start. Zascha og Charino red på banen som en af klassens sidste ryttere, nemlig start nummer 46, og her sikrede de sig altså en helt suveræn, fejlfri runde, der sikrede dem en plads i omspringningen.
Da hovedrunden var færdig, var der i alt 33 ekvipager, der havde formået at klare sig fejlfrit igennem, og derfor blev det altså også en stor omspringning. Endnu en gang viste Zascha de danske farver suverænt frem, da hun red over målstregen med endnu en fejlfri runde i tiden 32,70 sekunder. Det var altså nok til en flot tiendeplads ved stævnets første start.
Efter Zascha havde været på banen, var det blevet tid til endnu en dansker, nemlig Nikolaj Hein Ruus. Selvom Nikolaj rider for Danmark, kan man godt sige, at han er lidt på hjemmebane, da han til dagligt bor og arbejder i Mexico. I går var han til start ved stævnets første tostjernede 145 cm, hvor han i sadlen på den 10-årige vallak Cape Town sikrede sig en suveræn fejlfri runde i tiden 68,68 sekunder. Klassen blev redet i det, der herhjemme svarer til en metode A, så altså hurtigste rytter med færrest antal fejl vinder klassen.
Ud af det store startfelt på 54 ekvipager formåede Nikolaj og Cape Town at ride endnu en placering hjem til Danmark, da de med deres runde sluttede som femte bedste ekvipage i den 145 cm-høje klasse.
Dansk Varmblodsheste topper igen
Det var ikke kun Zascha og Nikolaj, der i går repræsenterede Danmark på bedste vis i Mexico. Der var nemlig flere DV-heste til start i gårsdagens klasser.
I den klasse, hvor Zascha Nygaard Lill blev placeret, var der hele to DV-heste til start. Den ene var den 10-årige vallak EIC Daloubet e. Diamant de Semilly/ Baloubet du Rouet, der er opdrættet af familien Camitz ved Linus Camitz. Sammen med østrigste Max Kühner sikrede de sig en suveræn runde i den femstjernede 145 cm-klasse, hvor de foruden at være fejlfrie i både hovedrunden og omspringningen, blev placeret som nummer 11 lige bagved Zascha.
Den 12-årige hoppe Gammelgaards Carola e. Companiero/ Aston, som er opdrættet hos Jørgen og Carsten Gammelgaard, var ligeledes til start i den femstjernede 145 cm med sin franske rytter Gregory Cottard. Også de formåede at ride en fejlfri runde i hovedrunden, men desværre sneg der sig en enkelt tidsfejl ind, hvilket holdt dem fra omspringningen.
De næste par dage gælder det igen for de danske ekvipager, hvor sæsonens anden Global Champions League-konkurrence løber af stablen senere i dag, hvor danske Zascha Nygaard Lill repræsenterer holdet Basel Cosmopolitans, hvor også Andreas Schou er på. Dog er han ikke til start ved dette stævne.