Annika Knudsen Lorentsen
Nations Cup-sæsonen er normalvis primært i sommersæsonen for de vesteuropæiske ryttere, men hvert efterår afholdes der en Nations Cup i Spanien, hvor Danmark efterhånden har for vane at deltage.
Netop denne Nations Cup finder sted i denne uge i spanske Vejer de la Frontera, hvor der er CSIO3*-stævne med både 2-stjernede konkurrencer og konkurrencer for unge heste.
Danmark stiller med fire ryttere i CSIO3*, som er niveauet hvor Nations Cuppen afholdes. Selve Nations Cup-klassen finder sted i morgen, fredag. De fire danske ryttere, der deltager i CSIO3* er Laura Baaring Kjærgaard, Theodor Linde, Christoffer Lindenberg og Kamilla Ladefoged Rasmussen.
Foruden de heste, som de medbringer i de 3-stjernede klasser, deltager flere af dem også i de 2-stjernede eller i CSIYH1*. I de øvrige klasser, er der også et par andre danske ryttere til start.