Danske medaljechancer

17-06-2011 10:02

Signe Wiese

ECCO EM Broholm | Ved sidste års EM i dressur for de unge ryttere blev det til hele 5 medaljer til Danmark. Truppen i år er knap så gennemtestet som sidst og derfor trænes der intensivt med alle detaljer
Copyright Ridehesten.com
Det danske juniorhold ved EM 2010, hvor holdet fik bronze. (Foto: Leanjo de Koster)

De danske ryttere har været gennem en imponerende udvikling de seneste år, og den foreløbig kulmination kom ved sidste års EM med hele 5 medaljer. Derfor er der også forventninger til danskerne ved ECCO FEI European Dressage Championships for Young Riders and Juniors 2011. Men til forskel fra træning op til sidste års EM, er det ifølge landstræner Jon D Pedersen en noget mindre gennemtestet trup, Danmark har til dette års EM. Nogle af de skrappeste juniorryttere er nu ungryttere og skal lige finde deres ben og rutine i programmerne på det niveau. Omvendt er der også mange stærke kort i blandt. Holdbronzevinder fra sidste års EM, Nanna Merrald på Milibar, har haft en stærk sæson og er med i bruttotruppen med en frisk Intermediaire-sejr fra Saumur i sadelskabet. Sidste års dobbelte individuelle sølvvinder og holdbronzevinder hos juniorerne, Cathrine Dufour, er også med i bruttotruppen frem mod ECCO FEI European Dressage Championships for Young Riders and Juniors 2011. Men Cathrine er nu med som ungrytter, hvilket naturligt har givet ekstra udfordringer i kampen om blive en del af holdet på Broholm. - Programmerne er en hel del sværere, og jeg og hestene er endnu ikke kommet ind i en perfekt rutine som vi havde for junior. Jeg forventer at det bliver min ældre erfarne hest, Aithon, der skal ride om udtagelsen til Nordisk i år. Atterupgaards Cassidy som jeg red EM på sidste år, er i fuld gang med at blive stærkere til de nye ungrytter-programmer, men jeg ved endnu ikke om han bliver 100% klar til EM. Men muligheden er åben for begge heste, fortæller Cathrine. Jon D. Pedersen mener det stadig er lidt svært at spå om, om Danmark vil kunne gentage succesen fra sidste års holdkonkurrence og tage en medalje med hjem. Han peger på, at der er blevet arbejdet intensivt med programridning for, at styrke danskernes præstation på førstedagen, der traditionelt har været der, danskerne har haft lidt vanskeligt ved at lægge fra land. Hvis dette arbejde bærer frugt er der chance for en medalje, mener han. De absolut hårdest konkurrenter til Danmark ved dette EM er Tyskland, Holland og Belgien. Men også Sverige har markeret sig kraftigt, og kan blive en spiller i toppen. Den endelige udtagelse finder sted ved en træningssamling den 10. juli i Middelfart. Men også præstationerne ved dette års Nordisk Mesterskab kommer i betragtning når det endelige danske hold skal udtages. Kilde: JBK Horse Shows

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen