Danske fædre ved tysk følauktion

09-08-2012 15:17
Avl
Når det tyske Oldenburger Verband snart afholder sin følauktion, står flere dansk varmblodshingste som fædre til nogle af føllene
Copyright Ridehesten.com
Tysk hoppeføl efter den danske fløjhingst Zonik (Foto: Beelitz/auktionskatalog).

Dansk varmblodshingsten Zardin Firfod e. Gribaldi / Schwadroneur (opdr. Stutteri Firfod) står ved den kommende følauktion i det tyske oldenburgerforbund som far til hoppeføllet Cilla Bona, der fornyligt var i den tyske følfinale i Lienen. Hoppeføllets mormor Cileste e. Hill Hawk xx er kendt som moder til adskillige kårede Weltmeyer-sønner med navnet Welt Hit. Den danske fløjhingst Zonik har også en datter med på den tyske følauktion, nemlig Grosse Wonne med Rohdiamant / Glorieux på morsiden, lige som endnu en dansk varmblods-fløjhingst har et tysk afkom med. Det drejer sig om Blue Hors Don Romantic, der har en søn med ud af en præstationsstærk hoppestamme, der bl.a. ligger bag den internationale Grand Prix-hest Falcao. Flere danskejede hingste født i udlandet er meget populære syd for grænsen og mon ikke verdensmesterheste som Hønnerups Driver og UNO Donna Unique har været med til at sætte fokus på de gode avlshingste, der står til rådighed i den danske avl. Blue Hors Romanov og Fürstenball har hver fire føl med, mens Blue Hors Don Olymbrio og Blue Hors Zack er repræsenteret af to føl hver. To uger efter denne følauktion afholder Dansk Varmblod Elitefølauktion på Vilhelmsborg. Den danske følkollektion vil blive sammensat senere i august måned.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner