Tysk dominans i Grand Prixen

25-04-2014 18:14

I dag blev første halvdel af den firestjernede Grand Prix afviklet på dressurstadion i Hagen, hvor tre tyske ryttere lagde sig i spidsen af feltet

Fredagens Grand Prix de Dressage CDI4* er kvalificerende til Grand Prix Special lørdag, men lørdagens Grand Prix de Dressage CDI4* er kvalificerende til Grand Prix Kür søndag. I dag var de danske ryttere Anne van Olst og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein til start blandt 25 ekvipager, ligesom flere danskavlede heste var til start.

Dog var det de bedste tyske ryttere, der dominerede feltet. Kristina Sprehe fik i dag mulighed for at vise, at Desperados e. De Niro/ Wolkenstein II er i topform. Hingsten tog lidt af sit hingstehumør fra opvarmningsbanen med ind på stadion, men det lykkedes stadig rytteren at holde låget rimeligt tæt og vise et program med mange højdepunkter, som dommer belønnede med 78,480%. De tre tyskere lå tæt, og på andenpladsen kom Isabell Werth med Don Johnson e. Don Frederico/ Warkant, der viste en snert af sin lunefulde side. Ekvipagen opnåede 77,320% og blev efterfulgt af Fabienne Lütkemeier med D'Agostino e. De Niro/ Shogun xx med 76,400%.

Bedste danske resultat blev opnået af Nathalie zu Sayn-Wittgenstein med Fabienne e. Blue Hors Future Cup/ Rubinstein I (opdr. HKH Prinsesse Benedikte), der viste, at vinterens arbejde har båret frugt. Ekvipagen viste bl.a. fine højdepunkter i piaffe, og opnåede 68,600%. Anne van Olst kom på banen med Zidhane e. Don Ruto/ Negro i en meget flot form, men desværre opstod der spændinger undervejs, som bl.a. gik ud over 2'er changementerne. Ekvipagen sluttede i dag på 66,300%.

Feltet bød yderligere på tre DV-heste, hvoraf Alina e. Michellino/ Diamant (opdr. Ulla og Kristian Bech) opnåede det bedste resultat af alle DV-heste under sin amerikanske rytter Arlene Page, der sluttede på femtepladsen med 70,160%.

Se klassens resultat HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner