Thomas Bach Jensen
Med 14-årige Cash vandt Marco Kutscher den 160 cm store Gucci Grand Prix ved det femstjernede CSI i Paris i weekenden og dermed en vindercheck på intet mindre end 75.000 euro! Andenpladsen gik til endnu en tysker, nemlig Christian Ahlmann på Taloubet Z, der dermed vandt 60.000 euro. Der var ingen danskere til start i klassen, men svenske Rolf-Göran Bengtsson red med Ninja La Silla dobbelt nulrunde og tog ottendepladsen og de 12.000 euro, der fulgte med. Verdensmesterekvipagen, belgiske Philippe Le Jeune og Vigo d'Arsouilles indkasserede fem fejl i hovedspringningen og sluttede klassen som nr. 22 blandt de 40 deltagende ekvipager.