Dansk Varmblodshoppe sejrer i Ohio

12-10-2024 10:27

Den danskavlede DV-hoppe Ballerina-Høm blev i foråret solgt til USA og har sidenhen gjort det fantastisk med sin nye irske rytter i sadlen. I fredags var ingen undtagelse, hvor hoppen vandt sin Grand Prix-debut

Copyright Ridehesten.com
Ballerina-Høm og Tobias Vik Theien. Foto: Ridehesten.com/ Rikke Hald Jensen.

Den 10-årige DV-hoppe, Ballerina-Høm e. Balou/ Carano, er opdrættet af Tage Jepsen, og startede som 6-års sin uddannelse under Tobias Vik Theien her i Danmark. De har sammen redet ganske få starter, men formåede alligevel på knap 2 år at starte op til 125 cm. Tidligere på året blev hoppen solgt til Marigot Bay Stables i Kentucky, USA, og her har hun vist kæmpe talent. 

Ballerina-Høm har siden hun kom til USA været redet af sin nye rytter, irske Kevin Gallagher, der tidligere har redet Nations Cup for det irske landshold. Han overtog tøjlerne på hoppen i maj, og har bragt den talentfulde hoppe fra 125 cm til Grand Prix-niveau på ganske kort tid. I fredags var parret til start ved det internationale stævne ved World Equestrian Centre i Ohio, hvor de vandt hoppens første Grand Prix med en præmiesum på 15000$. Her var parret suverænt hurtigst med næsten tre sekunder ned til andenpladsen. 

Det var ikke kun i fredags, at parret brillerede. De har nemlig allerede redet deres første 150 cm-klasse, hvor de endte som nummer 12. Det ser altså ud til, at Kevin Gallagher og Ballerina-Høm udgør et yderst succesfuldt makkerskab, og det bliver særdeles spændende at følge hoppens fremtid i det amerikanske. 

Du kan se Ballerina-Høm og Kevin Gallagher i aktion på opslaget herunder: 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen