Annika Knudsen Lorentsen
Der var mere end 20 ekvipager til start ved dette års DM i Trakehner Danmark, hvor det skulle afgøres, hvilken trakehner-ekvipage, der kunne kåret som årets mesterskabsvinder.
I mesterskabsklassen kunne der rides fra LA til Grand Prix, alt efter hesten alder og niveau, og ud fra en særlig beregning, blev de forskellige sværhedsgrader holdt op imod hinanden, således, at der kunne kåres en vinder.
Det blev Anne Troensegaard, der i sadlen på sin Grand Prix-hest Kipling TSF e. Hofrat/Hohenstein E.H (opdr. Peter Christensen) vandt mesterskabet hos Egum Rideklub. Ekvipagen red søndag deres Grand Prix Special til 72,059 %. Det var klassens næsthøjeste score, men på grund af det høje sværhedsgradsniveau i Grand Prix Special, endte Anne og Kipling med et resultat på 77,10 %, og dermed var sejren i hus.
– Det har været en fantastisk weekend, og vi vil særligt gerne takke alle hjælperne, der har kæmpet for at afviklet et godt stævne, fortæller arrangørerne bag arrangementet.
Andenpladsen i mesterskabet gik til Camilla Quitzgaard med Amarone Selsø e. Lacroze Selsø/Lagunas xx (opdr. Stutteri Selsø), som red deres Intermediare I til 70,921 %, og dermed opnåede et DM-resultat på 74,47 %.
– Der var god stemning, og stævnet blev afviklet rigtig godt. Der kom jo desværre rigtig meget regn søndag, men klubben har nogle super gode faciliteter, der gjorde det muligt at flytte stævnet indenfor, forklarer Janus Haubroe, som både var ved stævnet som hovedsponsor fra Skibby HC og som hesteejer, idet, at han ejer Amarone Selsø sammen med sin hustru Camilla Quitzgaard, som jo opnåede en flot andenplads i mesterskabet. Camilla og Janus driver sammen Stutteri Selsø.
– Der var rigtig høj kvalitet blandt hestene, og det kan man også se på de procenter, der blev redet til, og det var også noget, som dommeren bemærkede og understregede, forklarer Janus.
Tredjepladsen gik til Louise Teisner med den blot 5-årige hingst Preussen Party e. Ivanhoe/Connery (opdr. Kaj Olesen), som red LA2 til 73,966 %, som også blev deres endelige resultat.