Thilde Alsing
Den danske militaryrytter Sara Bech Strøm prøver i denne weekend kræfter med sit første femstjernede militarystævne til Luhmuehlen Horse Trials. Sammen med den 14-årige hoppe Dicte Aldrup e. Diamant de Revel/ Corratus er hun draget mod Luhmuehlen i Tyskland, hvor parret allerede er sikkert igennem det første vettjek.
I løbet af foråret har Sara haft flere gode resultater til de internationale stævner. Senest deltog hun sammen med Dicte i det britiske militarystævne Bicton International Horse Trials. Her startede parret i den 4-stjernede konkurrence, CCI4*, hvor de både klarede sig fejlfrit igennem terrænet og springkonkurrencen.
Efter flere topresultater til de internationale stævner var det derfor tid til, at Sara skulle prøve kræfter med de femstjernede klasser.
– Når man tænker lidt over det, er det jo meget overvældende. Det har været en lang rejse, hvor vi har arbejdet imod det her. Men på den anden side så prøver jeg også at tænke over det som endnu et stævne, og vi har gjort alt det vi kunne, for at forberede os. Og hun har bare gået vildt godt her i foråret, lyder det fra Sara.
Sara oplever det dog ikke som et større pres at skulle konkurrere på et højere niveau, tværtimod:
– På en måde så føler jeg lidt, at jeg rider med mindre pres, end når jeg har redet 4-stjernet. Det er jo bare et ekstra niveau, og vi skal jo ikke opnå en kvalifikation til noget nu. Men vi håber da bare på at få et godt gennemsnitligt resultat. Hun er en mega god springhest, så vi håber på at gøre det godt i terrænet og springningen.
Sara fortæller selv, at dressurdelen er den største udfordring for hende og Dicte. Sara fortæller om strategien for dressurridtet, som er konkurrencens første del:
– Jeg håber bare på, at hun bliver ved med at være afslappet, og vi kan komme igennem uden at lave alt for mange fejl. Vi skal bare ride så fejlfrit, som vi kan.
I morgen begynder CCI5*-L-konkurrencen med dressurdelen, hvorefter de skal ride i terrænet lørdag og afslutter med banespringningen søndag.